Det begyndte for tre uger siden. Det var tirsdag og jeg skulle køre dværgen til tennis. Da jeg netop havde parkeret udenfor skolen for at hente hende, ringede sekretæren fra forkontoret og spurgte, hvor jeg var.
”Lige udenfor for skolen, på vejen,” svarede jeg.
Der var noget i hendes stemme.
”Er der sket noget?”
”Dværgen er faldet på isen i idrætstimen,” sagde sekretæren. Hun har fået et
platzwunde på hagen. Det bløder meget, og hun skal sys. Miss Anja er taget med hende på skadestuen.”
På vejen til skadestuen overvejede jeg, hvorfor det tyske sprog partout skal være så pokkers dramatisk. Platzwunde lyder jo som om hele hagen er eksploderet. Hvad er der nu galt med det udmærkede danske begreb ”en hudafskrabning”? Platzwunde fik mig pludselig til at sætte farten op. Havde Sekretæren ikke lydt meget rolig? Sådan påtaget rolig? Som om hun dækkede over noget? Inden der var gået et halvt sekund, var jeg overbevist om, at den var helt gal. Jeg kender dværgen og er dagligt førstehånds-vidne til den utrolig kampvognsagtige måde, hun bevæger sig i verden på. Ekstremsporten
parkour er måske nok opfundet i Frankrig engang i 1800-tallet, men dværge-parkour er altså opfundet i Berlin af min datter. I almindelig parkour gælder det om at tackle de forhindringer, man møder på sin vej – med hop, saltomortaler og anden sporty elegance.
Dværge-parkour har mange fællestræk med den almindelige parkour-diciplin, men grundet udøvernes ringe størrelse, er undvige-delen ligeså langsomt blevet erstattet af en mere frontal-torpederende tilgang, hvor udøverne forsøger at vælte forhindringerne i stedet for at undgå dem. Dværgen har desuden udviklet en personlig teknik, hvor hun med panden først, rager uklar med stort set alle forhindringer på sin vej. På den måde har hun for længst stemplet en stor del berlinske stilladser, klatrestativer, cementblandere, husmure, plankeværker, brandhaner og parkbænke med hud fra sin pande.
I bilen på vej til skadestuen fik jeg lynhurtigt parret min viden om dværgens adfærd med en ishockeyarena med 37 skøjtende skolebørn, hvor dværgen måske nok ville være den mindste, men også helt sikkert den mest tornadoagtige i flokken af knivskarpe klinger. Jeg så nu flækkede pander og næseben skudt op i kraniekassen på min indre biograf. Tænk, jeg gav mig til at brøle. Det har jeg aldrig prøvet før. Som om angsten lavede overtryk inde i mig og mine brøl agerede ventil. Det var nogle dybe, dyriske brøl, der kom dybt inde fra. Jeg var med et sikker på, jeg ville blive mødt af en læge med et fortrukket ansigtsudtryk.
”Tut mir sehr leid, Frau Gazan. Aber wir konnten nichts mehr für ihre Tochter tun.”
Da jeg ankom til skadestuen, var dværgen naturligvis i EPO-hopla. Rimelig smurt ind i blod og med tre sting i hagen, men i hopla. Miss Anja, idrætslærerinden, fortalte hvordan ungen i et forsøg på at kravle op på banden, hvorfra hun havde planer om at foretage en dobbeltloopet piruette, var styrtet i isen med hagen først, og uden at opdage hvor slem en redelighed hun havde pådraget sig, havde hun skyndsomt fået stablet sig op på skøjterne og var fortsat i energiske, lydmursforcerende ottetaller rundt og rundt i skøjtearenaen, indtil hun havde fået dryppet blod ud over stort set hele isen.
”Det gjorde slet ikke ondt, mor,” sagde Dværgen. ”Må jeg få en is?”
Vi tog hjem, jeg krammede Dværgen ekstra meget den eftermiddag og fik is i håret, men efter et par timer var situationen tilsyneladende stabiliseret, jeg lavede mad og Dværgen hang i dørkarmen i en hånd og øvede sig i at trække knæene op til den sårede hage. Men kun
tilsyneladende. Sagen var nemlig, at jeg stadig var bange. Ikke i lys lue som i bilen på vej til skadestuen, men nærmere som om chokket havde stukket hul på en angstblære, der nu havde tømt sig selv ud i mit system og forgiftede enhver afkrog, ikke mindst min sunde fornuft. Om aftenen kunne jeg ikke sove. Dagen efter heller ikke, og ugen efter var den stadig gal. Jeg havde for længst glemt selve episoden, ikke mindst da Dværgens plaster drattede af og afslørede et fint, lyserødt og ekstremt lille ar. Men hændelsen havde sat tusind tanker i gang og de var internt forbundet med hinanden på en højst ubehagelig, eskalerende måde, hvor tanken om at Dværgens langsomt, men sikkert var på vej længere og længere væk fra mit høgeblik i kraft af, at hun blev ældre, blev afløst af intense spekulationer om, hvad meningen overhovedet er med livet, når vi alligevel ender med at dø. Hvad skal vi lære at spille guitar for? Hvorfor skal vi bruge krudt på at løse konflikter? Lave ordentlig mad? Vi skal alligevel alle sammen dø! Det er håbløst!
Når Dværgen sover og stadig ligner en nuttet baby, og overhovedet ikke en kampvogn, eller når hun pludselig ikke kan finde ud af at binde sine sko eller græder over en tegnefilm, dulmer det den førstnævnte bekymring. Dværgen er trods alt kun 7 år, og der er heldigvis stadig er meget lang tid til jeg ikke længere kan vogte over hende som en bodyguard fra efterretningstjenesten. Men tanken om at vi alle sammen skal dø, lader sig ikke sådan dulme. For det er jo sådan. Vi skal alle sammen dø engang, ingen ved hvornår. Livet er farligt og ja, hver dag når jeg sender Dværgen i skole er der en sandsynlighed for at skoleinspektøren ringer og siger: ”Frau Gazan, wir haben leider sehr schlechten Neuigkeiten für Sie”. Sandsynligheden er godt nok meget lille, men den er der.
I løbet af få uger forsvandt Dværgens hagesår fuldkommen samtidig med at min
flyskræk tog til. Meget ulogisk, men ikke desto mindre sådan omvendt korreleret. Jeg har rigtig meget rejseaktivitet dette forår, og i første omgang var min panikløsning på den stødt tiltagende angst at aflyse alle mine flyrejser og i stedet tage toget. Til en begyndelse var jeg svært tilfreds med min strategi, men så kom jeg til at sige det til min terapeut. Det skulle jeg aldrig have gjort. Han tvang mig til at booke dem tilbage til flybilletter og understregede at jo flere gange, jeg kunne flyve uden at styrte ned, og uden at forestillet mig at jeg endte forkullet på forsiden af Ekstra Bladet, jo bedre var det for min almene neurosetilstand. Jeg bookede alle billetterne om, og sendte min terapeut en hadsk tanke, da jeg godt en uge senere sad i et fly til København. Dværgens ar var helt væk, og min
angst stod i flammer.
Så skete der et mindre mirakel. Da jeg trådte ud i Kastrup, kunne jeg mærke, at der var noget om terapeutens snak. Det dulmede uden tvivl min angst at lande i et stykke. Jeg skulle være i København i få dage og havde en herlig tid, boosted af min succes med at jage angsten på porten med handling. Dværgen var hos sin mormor, og jeg flimrede ansvarsløs og lidenskabelig rundt i det Københavnske natteliv, fuldstændig overbevist om at Dværgen trods sin kromosomfejl ville blive mindst 100 år og få succes med at få Dværge-parkour accepteret som olympisk disciplin. Alt ville forløbe under den heldige stjerne, hvor det var begyndt, og jeg ville personligt kunne flyve hvor som helst hen uden at styrte ud af himlen og lande på jorden med et brag. Den uge sov jeg godt om natten, kørte 300 kilometer på motorvej uden dødsangst, forelskede mig endda lidt. Min terapeut ville have været meget stolt.
Fredag fløj jeg tilbage til Berlin, stadig rolig. Det krater af irrationelle følelser, jeg var faldet ned i, da Dværgen skulle have tre sting i hagen, var blevet erstattet af en rationelt tænkende verdensborger, der i sit kloge hoved godt vidste, at det er meget lidt sandsynligt at falde ned med fly, og at det heller ikke er særlig sandsynligt at ens barn dør. Jeg kunne godt lide at være en verdensborger, og landede sikkert i Berlin.
Så ringede telefonen.
Det var sekretæren fra skolens forkontor, der spurgte hvor jeg var. Mit hjerte gav sig til at hamre, og jeg så ud af vinduet på den taxa jeg sad i, op på et fly, der netop var lettet og kunne pludselig meget levende forestille mig, hvordan det ville springe i luften for øjnene af mig. Flyv kan styrte ned, dværge kan dø, jeg kan dø, måske dør jeg. Det hele vendte tilbage.
Jeg omdirigerede taxaen og kørte fra lufthavnen til skolen. Denne gang var Dværgen ikke kommet på skadestuen, til gengæld kunne Guldmedalje-vinderen i dværge-parkour ligge på et meget lille sted. Dværgen var endnu mindre end hun plejede, og græd hjerteskærende mens hun viste mig hvor i skolegården, ulykken var sket.
”Jeg ville jo bare hoppe derfra,” hun pegede på et fedtet, glat bræt, ”og over dér,” her pegede hun på en afgrund på cirka halvanden meter, ”og lande dér, og så gled min fod og så ramte jeg med øjet lige dér”. Jeg lukkede øjnene. 30 centimeter fra dér, hvor et stykke af dværgens kind-hud sad og flagrede let i brisen, stak en sylespids, overdimensionerede splint ud.
”Dværg mister øje,” stod derpå min indre spiseseddel. Jeg stod lidt og sundede mig. Dværgen havde for længst tørret sine tårer bort og hang nu på hovedet i skolegårdens klatrestativ, mens hun råbte:
”Se, mor, i et ben og uden arme!”
Om aftenen kunne jeg igen ikke sove. Verden er fuld af sylespidse, overdimensionerede splinter der kan stikke øjne ud, fly styrter ned og jeg kom i tanke om at jeg snart skulle til det vestafrikanske land Guinea-Bissau og lave research til en ny roman. Der kunne jeg i hvert fald ikke tage toget hen.
Dagen efter tog vi på snowboardferie, den sport næstefter rulleskøjter der afføder flest brækkede nakker. Vi kørte til Tjekkiet på den tyske motorvej og et sted omkring 170 i overhalingsbanen, slog det mig hvor irrationel min angst er. Min terapeut har sagt det flere gange, men jeg har ligesom aldrig rigtigt ladet det synke ind. Nu kunne jeg pludselig huske præcis, hvordan han havde formuleret sig.
”Din angst er irrationel,” havde han sagt, ”Den har intet at gøre med virkeligheden. Den bliver næret alene af dine tanker. I virkeligheden er du ikke andet, end bange for dine egne tanker.”
I hvert fald gik op for mig, at jeg ikke var spor bange for at køre på den tyske motorvej, og da mit board var spændt på fødderne, gik det op for mig, at jeg heller ikke var spor bange for at brække nakken. Jeg var heller ikke bange for, at Dværgen skulle brække noget. Tværtimod. Jeg opildnede hendes til off-piste smutveje mellem høje graner og selvom der kom skibumser susende ned ad bjerget med drabelig høj fart, havde jeg en dyb og sikker tiltro til Dværgens skihjelm og hendes lille, stærke livsvilje. Og det er da komplet irrationelt. Tysk motorvej og en uge på snowboard er sandsynligvis er langt det farligste, vi har foretaget os i år. Jeg sov godt om natten hele ugen, og vi kom naturligvis hjem fra Tjekkiet uden en skramme.
Det var dengang. For flere uger siden.
Nu er det torsdag.
I morgen flyver jeg til Guinea-Bissau.
Dværgen skal blive hjemme.
Jeg har kroppen fuld af vacciner og malariapiller.
Det er mange tusind kilometer væk.
Et land, jeg ikke kender.
I Afrika.
Ukendt.
Selvfølgelig er jeg bange.
Jeg kunne aflyse turen, hvis jeg ville. Men jeg vil ikke. For jeg vil ikke leve sådan, styret af irrationel angst, bange for mine egne tanker. Sandsynligheden for at styrte ned med et fly er meget lille. Sandsynligheden for at jeg får rabies, gul feber eller malaria, når jeg er vaccineret og profylaktisk malariabehandlet, er meget lille. Sandsynligheden for uroligheder er så lille, at det danske udenrigsministeriet ikke har udstedt indrejseforbud, hvorimod det britiske udenrigsministerium advarer mod sine indbyggere mod Nørrebro, hvor jeg sorgløst spankulerede rundt i sidste uge. Sandsynligheden for at jeg ikke kommer hjem fra Afrika igen, er stort set lig nul. Det er sandsynligheden for at Dværgen dør i min levetid også, mens sandsynligheden for at hun ofte skal sys i hagen, er stor. Jeg, Sissel-Jo Gazan, er bange for mine tanker, og dér ligger mit arbejdsfelt. Helt tæt på.
Angsten skal ikke begrænse mit liv. Mine egne tanker skal ikke begrænse mit liv. Jeg har taget alle forholdsregler i forhold til Afrika. I dagligdagen passer jeg så godt på Dværgen, som jeg overhovedet kan. Jeg skal ikke blive hjemme, bure mig inde og undgå livet, men leve med at angsten er min parkour. Når jeg møder den skal jeg passere hurtigt og ubesværet forbi. Med et hop eller en saltomortale.
Nu skal jeg ind og pakke.
www.sisseljogazan.dk
.aspx&usg=__JX7mP4ziTX-tKBCmc6pZ1WhvZHo=&h=550&w=544&sz=35&hl=en&start=8&um=1&tbnid=ZWqjsfZbosuTSM:&tbnh=133&tbnw=132&prev=/images%3Fq%3Dniels%2Bbonde%26um%3D1%26hl%3Den%26client%3Dsafari%26rls%3Dda-dk%26sa%3DN){kind=link}
