fredag den 29. august 2008

Totoro bag skraldespanden

26 august, 10115 Berlin

I dag har været meget begivenhedsrig. Klokken 7.13 erklærede Lola at hun ikke længere er til prinsesser. Først hørte jeg - i mit krampagtige forsøg på at sove videre - ikke rigtig efter, men så iførte hun sig et fake kødsår og et par glemte boxershorts der lå under sengen, og som i bedste fald engang har tilhørt hendes morfar, og kravlede op i døråbningen og hængte sig fast i overlæggeren med både arme og ben, før hun igen proklamerede: ”Jeg kan ikke fordrage prinsesser og jeg hader alt der er lyserødt”. Jeg må indrømme, at jeg er godt tilfreds med udviklingen. Jeg er nemlig heller ikke så vild med prinsesser, og har i årevis gået rundt og sagt: ”Robotter er da også nuser, ikk?” og ”Se, den lille søde elitesoldat, han er da kær!” uden at det har affødt andet end et hvast blik fra under diademet. Men nu er bjerget altså kommet til Muhammed. For Lolas veninde, Clara, der kom på formiddagsbesøg, var det lykkens dag, for der faldt humpler fra en tidligere prinsesse-elskers bord. Lola hang stadig oppe i dørkarmen iklædt afdankede boxershorts og kødsår, og fra denne alpha-position gav hun sig til at forære prinsesseting væk med rund hånd. Clara drog hjem med et similibesat prinsessesværd og prinsesseskjold og en kjole. Da kiddo langt om længe blev træt af at hænge med hovedet nedad, og jeg blev færdig med seriøst at overveje om jeg skulle udelade proteinpulveret i vores morgen smoothie, gav vi os til at spille UNO i et nu fuldkommen prinsessfrit miljø. Lola skal først begynde i skolen på mandag, og er hjemme i disse dage. Hun lagde kødsåret på bordet, for det flappede når hun smed kort. Jeg blev lynhurtigt banket 22-1, og uden yderligere varsel rejste vinderen sig og gik udenfor for at lede efter Totoro, det store japanske fluff-monster fra Hayao Miyazakis film ”Min Nabo Totoro”. I filmen spiller Totoro på en lerfløjte, og jeg må give ungen ret: Det lød virkelig som om han sad nede ved skraldespandene og spille på den fløjte. Men hun var væk, tjekkede jeg min mail. I min inbox var der flere sindsoprivende nyheder. For det første lød meldingen fra Gyldendal at "Dinosaurens fjer" var kommet fra tryk, og udgivelsesdagen den 5 september, rykkede pludselig meget tæt på. For det andet blev jeg gjort opmærksom på, at jeg var rykket ind på www.babetoppen. Jeg ligger nummer 135, som faktisk er en lidt dårlige placering end i sidste uge. Jeg blev vildt stolt. Ja, i hvert fald indtil jeg så at Agnetha Fältskrog fra Abba ligger nummer 9 og det med et meget gammelt billede. Sådan noget er jo snyd. Så kan man jo slet ikke tage det alvorligt længere. Ti minutter senere kom Lola tilbage. Det var desværre ikke Totoro der spillede på lerfløjte, men en der hed Ivan.


www.sisseljogazan.dk