Goddaw,
På linket www.litteratursiden.dk/sw134969.asp man følge den diskussion landets læsegrupper har haft omkring Dinosaursn fjer - med mig som en slags kommentator. Det var rigtig sjovt at være med!
På dette link kan du komme med en tur på Museum für Naturkunde i Berlin, hvor jeg tegner og fortæller om fugle og dinosaurer:
http://www.dr.dk/p2/Kulturnyt/Udsendelser/2009/01/08160549
Og sidst men ikke mindst:
http://www.oestrogen.dk/Livplus/Kvindeliv/Sissel-jo.aspx
Og husk! I skal ikke tro på alt hvad jeg siger og skriver!!!! Jeg er en værre løgnhals
www.sisseljogazan.dk
onsdag den 14. januar 2009
søndag den 11. januar 2009
Den Skizofrene Dværg
Da jeg vågnede i morges i Berlin-Mitte var der minus 22 grader udenfor, og jeg havde frostblomster så store som åkander på mine vinduer. 3 x snoozeknap, velkendt mørke udenfor og under øjnene, et brusebad, en freestylet Ninka ned i blenderen, te og hade mig selv for at være kommet for sent i seng (igen). Forsigtig lukkede jeg døren op ind til dværgens værelse. (Dværgen har et almindeligt værelse med almindelige børnemøbler fra Ikea og almindelig legetøj i almindelig størrelse, for jeg synes ikke der er grund til at tvære rundt i, at hun kun er en meter og tyve). Til min store forbløffelse var lyset tændt og Basim var allerede i gang med sang nummer 8 på CD-afspilleren. Dværgen sad i sin seng og så meget vigtig ud.
”Godmorgen.” sagde jeg.
”Jeg hedder Jan,” sagde dværgen.
Jeg nikkede.
”Jeg hedder Jan, og du er min lillesøster. Vi er ude og køre i kane men så snubler en af gederne (!), og vi falder ud af kanen og nu har vi gået meget længe gennem en skov i snevejr, og du er rigtig bange. Pludselig ser vi et lys mellem træerne.”
Her så dværgen afventende på mig.
”Øh, javel,” sagde jeg, lidt langsom i optrækket. ”Jan, hjælp, jeg kan ikke gå længere!”
Dværgen så tilfreds ud.
”Ikke nu, Aspotta!” sagde Jan irettesættende (Aspotta?) ”Og du skal ikke brokke dig! Jeg kan godt se, at du er træt og sur og også lidt sulten, men hvis du lader være med at brokke dig, får du dessert.”
Pludselig vidste jeg ikke, om jeg skulle le eller græde. Det er længe siden Jan havde besøgt os, og jeg kunne mærke, at jeg havde savnet ham rigtig meget. Og rollespil skulle være så sunde for børn og med garanti også for dværge. Alligevel var det barsk sådan at blive konfronteret med mig selv så tidligt om morgenen, og der var jo ingen tvivl. Det var mine ord, min logik og min (mangel på) pædagogik og selvfølgelig også min fantasi, som dværgen smagte på, testede og afprøvede live on stage på denne iskolde tirsdag morgen.
Jan så igen afventede ud og jeg fortsatte:
”Okay, Jan, men du må ikke være sur. Jeg skal nok gå gennem den meter høje sne uden sko på uden at græde, men så vil jeg også have en build-a-bear og varm chokolade med skumfiduser, selvom jeg har børstet tænder.”
”Mor!!”
Jeg have bidt tungen af mig selv. Vi var jo i gang med at lege, og alligevel kunne jeg ikke dy mig for at kaste et par totalt spildte baller efter Perle-Lars.
”Det skal du ikke sige! Du skal sige: ”Åh, nej, jeg synes jeg hørte en glubsk ulv knurre lige bag det dér træ.””
www.sisseljogazan.dk
”Godmorgen.” sagde jeg.
”Jeg hedder Jan,” sagde dværgen.
Jeg nikkede.
”Jeg hedder Jan, og du er min lillesøster. Vi er ude og køre i kane men så snubler en af gederne (!), og vi falder ud af kanen og nu har vi gået meget længe gennem en skov i snevejr, og du er rigtig bange. Pludselig ser vi et lys mellem træerne.”
Her så dværgen afventende på mig.
”Øh, javel,” sagde jeg, lidt langsom i optrækket. ”Jan, hjælp, jeg kan ikke gå længere!”
Dværgen så tilfreds ud.
”Ikke nu, Aspotta!” sagde Jan irettesættende (Aspotta?) ”Og du skal ikke brokke dig! Jeg kan godt se, at du er træt og sur og også lidt sulten, men hvis du lader være med at brokke dig, får du dessert.”
Pludselig vidste jeg ikke, om jeg skulle le eller græde. Det er længe siden Jan havde besøgt os, og jeg kunne mærke, at jeg havde savnet ham rigtig meget. Og rollespil skulle være så sunde for børn og med garanti også for dværge. Alligevel var det barsk sådan at blive konfronteret med mig selv så tidligt om morgenen, og der var jo ingen tvivl. Det var mine ord, min logik og min (mangel på) pædagogik og selvfølgelig også min fantasi, som dværgen smagte på, testede og afprøvede live on stage på denne iskolde tirsdag morgen.
Jan så igen afventede ud og jeg fortsatte:
”Okay, Jan, men du må ikke være sur. Jeg skal nok gå gennem den meter høje sne uden sko på uden at græde, men så vil jeg også have en build-a-bear og varm chokolade med skumfiduser, selvom jeg har børstet tænder.”
”Mor!!”
Jeg have bidt tungen af mig selv. Vi var jo i gang med at lege, og alligevel kunne jeg ikke dy mig for at kaste et par totalt spildte baller efter Perle-Lars.
”Det skal du ikke sige! Du skal sige: ”Åh, nej, jeg synes jeg hørte en glubsk ulv knurre lige bag det dér træ.””
Jeg sagde min replik. Jeg turde ikke andet.
Da jeg lidt efter stod og smurte madpakke, faldt jeg i staver over, hvordan generationerne smitter af på hinanden. Fantasien for eksempel. Fysisk ligner dværgen sin smukke, begavede far (Han er heldigvis med sine 1,45 en af de højere dværge, så vi håber på det bedste), men fantasien har hun fra mig. Og jeg har den fra mormor og morfar, og de har den fra deres mormor og morfar Det samme med humoren. Humoristisk overskud når det passer frøknen - og det gør det heldigvis tit - men hvis hun pludselig bliver på tværs - og det gør hun desværre tit - smider hun uden varsel med håndgranater – præcis ligesom sin mor. Biologisk set er det jo slet ikke så overraskende. Vi overlever jo, fordi vi aber efter. Det gør alle dyr. Vis som det første en nyudklækket kylling en grillhandske, og straks vil det stakkels kræ gøre alt for at blive, gøre og agere som en grillhandske. Det er logik for biologer. Alligevel er det skræmmende med al det ansvar. Skræmmende at jeg skal kunne mobilisere så meget forbilledlighed på trods af temperament, imperfektion, proletariske tilbøjeligheder og hang til Häagen Dazs ”dulche de leche” direkte fra bøtten. Skræmmende at se sit eget pletvise underskud og pædagogiske kommen-til-kort blive spillet ud for fuld skrue i børneværelset. Skræmmende at skulle lægge øre til når T. Rex-yndlingsbamsen Leopold får skældt huden fuld, fordi han ikke kan finde sine sko eller når han igen har talt babysprog, selvom han ved det er absolut forbudt. Eller når barbiedukken igen har været ude og lave stort på toilettet og har glemt at bruge toiletbørsten.
”Jamen, hvor svært kan det være at huske, Barbie?!” lyder det anklagende fra dværgens værelse, mens jeg, hudløst bevidst om mine egne blinde vinkler, står i køkkenet og krummer tæer.
Fra jeg var 14 til jeg blev mor som 28-årig var jeg overbevist om, at jeg ikke havde meget tilfælles med den familie, jeg voksede op i. Jeg havde min egen gun og den var sgu ladt, jeg skabte mine egne regler, jeg gik mine egne fucking veje. Og så kom dværgen ud, og nærmest omgående begyndte jeg at høre min mors stemme runge som et ekko bag 98 % af det, jeg sagde:
- ”Du har kolde fødder, tag sokker på.”
- ”Jeg er ikke din tjener, jeg er din mor.”
- ”Jeg vil ikke altid være den, der irettesætter.”
- ”Du kunne da godt være lidt glad for at se mig.”
- ”Det dér kommer der ikke noget ud af.”
- ”Jamen, det kan jo ikke passe at du ikke kan regne det dér ud!”
En lang uendelig gentagelse af fortiden. Arghhhhhhhh!
Min familie. Vi har ikke boet på den samme villavej hele min barndom, med far og mor et sted inde i huset, og jeg har ikke haft 18 år til - i andægtigt tempo - først at opdage haven, så de andre villaveje og de andre børn, og så til sidst verden udenfor. Nej, i min familie var det lidt anderledes. Jeg tog med min mor, der havde taget jagtskipper-eksamen hele vinteren på Århus Havn, ud og sejle som 5-årig, og forude ventede stormvejr, knækkede vanter, afsavn, høj sø og eventyr. Et eventyr der naturligvis spraymalede min nethinde med 100.000 nuancer, jeg ikke ville have været foruden, men hvor jeg også lærte klamre mig til min mor, fordi hun i det mindste var mere eller mindre den samme hver dag.
Jeg har selvfølgelig ikke købt en tomastet ketch sammen med en flok idealistiske hippier, men sådan realiserer man jo heller ikke sig selv nu om stunder! Nu flytter man til Berlin og begynder forfra. Helt alene, med taske, treårig dværg, ammuntionsbælte og valkyrie-tro på at det er sundt for børn at vokse op i fremmede omgivelser, med tre sprog, en far meget langt væk, mors skiftende kærester, en stor international skole, mange rejser og mad med chili.
Jeg ved godt, at man må leve det liv, man får. Det måtte jeg også dengang min mor stod til søs og min far flyttede til København og giftede sig med sit arbejde. Og det må dværgen også. På godt og ondt. Alle har deres kampe, og det er okay. Men ansvaret! Det tager kan til tider tage pusten fra enhver dværgs mor.
Da jeg lidt efter stod og smurte madpakke, faldt jeg i staver over, hvordan generationerne smitter af på hinanden. Fantasien for eksempel. Fysisk ligner dværgen sin smukke, begavede far (Han er heldigvis med sine 1,45 en af de højere dværge, så vi håber på det bedste), men fantasien har hun fra mig. Og jeg har den fra mormor og morfar, og de har den fra deres mormor og morfar Det samme med humoren. Humoristisk overskud når det passer frøknen - og det gør det heldigvis tit - men hvis hun pludselig bliver på tværs - og det gør hun desværre tit - smider hun uden varsel med håndgranater – præcis ligesom sin mor. Biologisk set er det jo slet ikke så overraskende. Vi overlever jo, fordi vi aber efter. Det gør alle dyr. Vis som det første en nyudklækket kylling en grillhandske, og straks vil det stakkels kræ gøre alt for at blive, gøre og agere som en grillhandske. Det er logik for biologer. Alligevel er det skræmmende med al det ansvar. Skræmmende at jeg skal kunne mobilisere så meget forbilledlighed på trods af temperament, imperfektion, proletariske tilbøjeligheder og hang til Häagen Dazs ”dulche de leche” direkte fra bøtten. Skræmmende at se sit eget pletvise underskud og pædagogiske kommen-til-kort blive spillet ud for fuld skrue i børneværelset. Skræmmende at skulle lægge øre til når T. Rex-yndlingsbamsen Leopold får skældt huden fuld, fordi han ikke kan finde sine sko eller når han igen har talt babysprog, selvom han ved det er absolut forbudt. Eller når barbiedukken igen har været ude og lave stort på toilettet og har glemt at bruge toiletbørsten.
”Jamen, hvor svært kan det være at huske, Barbie?!” lyder det anklagende fra dværgens værelse, mens jeg, hudløst bevidst om mine egne blinde vinkler, står i køkkenet og krummer tæer.
Fra jeg var 14 til jeg blev mor som 28-årig var jeg overbevist om, at jeg ikke havde meget tilfælles med den familie, jeg voksede op i. Jeg havde min egen gun og den var sgu ladt, jeg skabte mine egne regler, jeg gik mine egne fucking veje. Og så kom dværgen ud, og nærmest omgående begyndte jeg at høre min mors stemme runge som et ekko bag 98 % af det, jeg sagde:
- ”Du har kolde fødder, tag sokker på.”
- ”Jeg er ikke din tjener, jeg er din mor.”
- ”Jeg vil ikke altid være den, der irettesætter.”
- ”Du kunne da godt være lidt glad for at se mig.”
- ”Det dér kommer der ikke noget ud af.”
- ”Jamen, det kan jo ikke passe at du ikke kan regne det dér ud!”
En lang uendelig gentagelse af fortiden. Arghhhhhhhh!
Min familie. Vi har ikke boet på den samme villavej hele min barndom, med far og mor et sted inde i huset, og jeg har ikke haft 18 år til - i andægtigt tempo - først at opdage haven, så de andre villaveje og de andre børn, og så til sidst verden udenfor. Nej, i min familie var det lidt anderledes. Jeg tog med min mor, der havde taget jagtskipper-eksamen hele vinteren på Århus Havn, ud og sejle som 5-årig, og forude ventede stormvejr, knækkede vanter, afsavn, høj sø og eventyr. Et eventyr der naturligvis spraymalede min nethinde med 100.000 nuancer, jeg ikke ville have været foruden, men hvor jeg også lærte klamre mig til min mor, fordi hun i det mindste var mere eller mindre den samme hver dag.
Jeg har selvfølgelig ikke købt en tomastet ketch sammen med en flok idealistiske hippier, men sådan realiserer man jo heller ikke sig selv nu om stunder! Nu flytter man til Berlin og begynder forfra. Helt alene, med taske, treårig dværg, ammuntionsbælte og valkyrie-tro på at det er sundt for børn at vokse op i fremmede omgivelser, med tre sprog, en far meget langt væk, mors skiftende kærester, en stor international skole, mange rejser og mad med chili.
Jeg ved godt, at man må leve det liv, man får. Det måtte jeg også dengang min mor stod til søs og min far flyttede til København og giftede sig med sit arbejde. Og det må dværgen også. På godt og ondt. Alle har deres kampe, og det er okay. Men ansvaret! Det tager kan til tider tage pusten fra enhver dværgs mor.
Jan
Almindelig dværg
www.sisseljogazan.dk
mandag den 5. januar 2009
Hej nye år
2008.
Året hvor min dinosaur lettede fra jorden, året hvor min kæreste fyldte 14 og jeg selv 13, året hvor jeg mødte mindst 100 nye mennesker, hvoraf 98 var mødet værd, året hvor jeg endnu engang brugte mindst 7 måneder på at gruble over, hvordan man er mor på den bedste måde, året hvor jeg for første gang blev nomineret til ikke mindre end to priser, året hvor min hjerne blev scannet, fordi jeg gik og sagde sjove ting, året hvor jeg begyndte at spille tennis og ikke rigtig lære det, året hvor jeg skændtes alt for meget med min kæreste og med min familie, året hvor jeg sagde ”jeg elsker dig” for sjældent, på nær til dværgen i husstanden, som ærlig talt er træt af at høre på det, året hvor sommeren blev tilbragt på Samsø og vinteren i Berlin, året hvor jeg måtte signere 100 bøger på bogmessen i Forum hvilket på ejendommeligste vis fik det til at stå klart for mig, at jeg i hvert fald havde 100 læsere, året hvor jeg i perioder dyrkede top-meget sport og var høj af endorfiner afløst af slaskede, travle perioder uden så meget som en halv mavebøjning, året hvor jeg forsøgte at styre mit iltre temperament, og hvor det mindst 5 gange lykkedes. Året der på en eller anden måde var lidt som alle de andre år.
Kagen fra dagen hvor fjeren udkom
Her kommer det forgangne års 10 højdepunkter
1. Årets største udfordring:
At være mor. I 2008 har dværgen og jeg gjort de skønneste ting sammen.Vi har leet så inderligt, at vi begge to tissede i bukserne. Det var helt godnat. Vi har set masse af skønne film sammen på min computer, i min seng, gamle klassikere fra min barndom, som jeg har glædet mig til at vise hende, men som hun først i 2008 var gammel nok til. Vi har været på Læsø og redet på islændere, ud over rønnerne, i blæsevejr. Vi har stået på ski for første gang sammen, vi har rullet havregrynskugler med panderne, vi har været i skumbad, vi har læst over 1000 bøger, og vi har spist is til morgenmad. To gange. Men jeg har også råbt af dværgen i 2008. Jeg har ladet hende spille computer mere end hvad godt er. Jeg har forlangt, at hun skulle udføre pligter, som hun er alt for lille til. Jeg har krævet, at hun forstod fænomener som ”det har vi ikke råd til” og ”selvom jeg rejser, er jeg hos dig”. Jeg har ikke været ordentlig til stede ab und zu, uden tvivl, og jeg har endda rusket hende én gang, sidste sommer, da hun ikke kunne finde sine sko. Jeg har også grædt over, at hun snart fylder 13. Altså om 6 år. Og jeg bliver fysisk syg, når hun ofte siger, at hun glæder sig til at flytte hjemmefra. (Hun siger også, at hun vil være bager, når hun bliver stor. Og det tager jeg af en eller anden grund ikke så bogstaveligt). Det er mit livs glæde at være mor. Og mit livs gys. For er jeg virkelig god til det? Kan jeg gøre det bedre? Stramme mig an? Være mere overskudsagtigt? Læse flere bøger om børn? Spalte mig i to? Lade være med at være så træt? Jeg bliver træt bare ved tanken.
1. Årets største udfordring:
At være mor. I 2008 har dværgen og jeg gjort de skønneste ting sammen.Vi har leet så inderligt, at vi begge to tissede i bukserne. Det var helt godnat. Vi har set masse af skønne film sammen på min computer, i min seng, gamle klassikere fra min barndom, som jeg har glædet mig til at vise hende, men som hun først i 2008 var gammel nok til. Vi har været på Læsø og redet på islændere, ud over rønnerne, i blæsevejr. Vi har stået på ski for første gang sammen, vi har rullet havregrynskugler med panderne, vi har været i skumbad, vi har læst over 1000 bøger, og vi har spist is til morgenmad. To gange. Men jeg har også råbt af dværgen i 2008. Jeg har ladet hende spille computer mere end hvad godt er. Jeg har forlangt, at hun skulle udføre pligter, som hun er alt for lille til. Jeg har krævet, at hun forstod fænomener som ”det har vi ikke råd til” og ”selvom jeg rejser, er jeg hos dig”. Jeg har ikke været ordentlig til stede ab und zu, uden tvivl, og jeg har endda rusket hende én gang, sidste sommer, da hun ikke kunne finde sine sko. Jeg har også grædt over, at hun snart fylder 13. Altså om 6 år. Og jeg bliver fysisk syg, når hun ofte siger, at hun glæder sig til at flytte hjemmefra. (Hun siger også, at hun vil være bager, når hun bliver stor. Og det tager jeg af en eller anden grund ikke så bogstaveligt). Det er mit livs glæde at være mor. Og mit livs gys. For er jeg virkelig god til det? Kan jeg gøre det bedre? Stramme mig an? Være mere overskudsagtigt? Læse flere bøger om børn? Spalte mig i to? Lade være med at være så træt? Jeg bliver træt bare ved tanken.
På Læsø til hest
2. Årets bedste råd
”Lad vær med at spekulere så meget over livet. Lev det!”
Kunne det mon også lyde:
”Lad være med at spekulere så meget over at være forælder. Bare vær det!”?
3. Årets absolut største kompliment
Da min sprit-nyeste ven gravalvorligt sagde til mig:
”Jeg synes du er rigtig god til dansk”
(Selvom jeg nu også blev lidt glad, da en pige sagde, at jeg lignede en sæl. Sæler har sådan nogle søde hoveder)
4. Årets mest spændende øjeblik
At våge lørdag morgen den 6 september, dagen efter udgivelsen af Dinosaurens Fjer, i min Trines venlige seng, og endnu ikke have fået en eneste anmeldelse...og så løfte min mobiltelefon op fra natbordet og her opdage, at der var kommet 18 sms- beskeder. Gode eller dårlige nyheder i lørdagens morgenaviser? De sekunder der gik, var SGU spændende.
5. Årets by
Berlin. Jeg bliver gladere og gladere for at bo her for hver dag. Ich bin faktisk næsten ein Berliner.
6. Årets udrensning
Jeg fik ryddet op på to stuvende fulde loftrum over min gamle lejlighed på Nørrebro. Et mareridt, men da jeg var færdig, fik jeg oplevelsen af at 8 kubikmeter blev frigivet til andre og vigtigere formål end at opbevare gamle flasker med Tabascosovs, 14 stilehæfter fra gymnasiet, 300 håndskrevne biologinoter om svampe, mindst 150 anløbne batterier, tøj fra Mars, karklude med huller i, dimser fra 80’erne og 3 par udtrådte sko, der engang har siddet (meget længe) på min eks’ fødder. Okay, vi kom også lidt huhej vilde dyr af sted til Berlin dengang, og jeg anede ikke at ville blive hængende, men alligevel? Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg havde trang til at pakke min tabascosovs ned i en kasse og sætte den forsigtigt op på loftet? Især fordi den allerede var udløbet, inden vi tog af sted.
7. Årets mest nuttede
Da dværgen i sommer proklamerede at hun ville være singer and song -writer. Dværgen går på en international skole og er derfor, foruden tysk og dansk, flydende på engelsk, og hvor jeg nu endelig langt om længe begynder at kunne kapere, at mit syvårige afkom ikke behøver at hænge sig i kasserolle-bøjninger, fordi hun intuitivt bøjer ordene, som de skal, er jeg endnu ikke nået til at fatte, at hun kan tale engelsk, ligesom jeg heller ikke kunne gennemskue hvorfra hun vidste, hvad en singer and song-writer er. Det var sommer og vi havde grillaften, og dværgen gik om bag en busk og var væk i mindre end fire minutter. Da hun kom tilbage havde hun skrevet en sang på et stykke papir, og den havde fået titlen: ”The time my life was so good”.
Nå, altså back then in the old days da hun var 4?
Kunne det mon også lyde:
”Lad være med at spekulere så meget over at være forælder. Bare vær det!”?
3. Årets absolut største kompliment
Da min sprit-nyeste ven gravalvorligt sagde til mig:
”Jeg synes du er rigtig god til dansk”
(Selvom jeg nu også blev lidt glad, da en pige sagde, at jeg lignede en sæl. Sæler har sådan nogle søde hoveder)
4. Årets mest spændende øjeblik
At våge lørdag morgen den 6 september, dagen efter udgivelsen af Dinosaurens Fjer, i min Trines venlige seng, og endnu ikke have fået en eneste anmeldelse...og så løfte min mobiltelefon op fra natbordet og her opdage, at der var kommet 18 sms- beskeder. Gode eller dårlige nyheder i lørdagens morgenaviser? De sekunder der gik, var SGU spændende.
5. Årets by
Berlin. Jeg bliver gladere og gladere for at bo her for hver dag. Ich bin faktisk næsten ein Berliner.
6. Årets udrensning
Jeg fik ryddet op på to stuvende fulde loftrum over min gamle lejlighed på Nørrebro. Et mareridt, men da jeg var færdig, fik jeg oplevelsen af at 8 kubikmeter blev frigivet til andre og vigtigere formål end at opbevare gamle flasker med Tabascosovs, 14 stilehæfter fra gymnasiet, 300 håndskrevne biologinoter om svampe, mindst 150 anløbne batterier, tøj fra Mars, karklude med huller i, dimser fra 80’erne og 3 par udtrådte sko, der engang har siddet (meget længe) på min eks’ fødder. Okay, vi kom også lidt huhej vilde dyr af sted til Berlin dengang, og jeg anede ikke at ville blive hængende, men alligevel? Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg havde trang til at pakke min tabascosovs ned i en kasse og sætte den forsigtigt op på loftet? Især fordi den allerede var udløbet, inden vi tog af sted.
7. Årets mest nuttede
Da dværgen i sommer proklamerede at hun ville være singer and song -writer. Dværgen går på en international skole og er derfor, foruden tysk og dansk, flydende på engelsk, og hvor jeg nu endelig langt om længe begynder at kunne kapere, at mit syvårige afkom ikke behøver at hænge sig i kasserolle-bøjninger, fordi hun intuitivt bøjer ordene, som de skal, er jeg endnu ikke nået til at fatte, at hun kan tale engelsk, ligesom jeg heller ikke kunne gennemskue hvorfra hun vidste, hvad en singer and song-writer er. Det var sommer og vi havde grillaften, og dværgen gik om bag en busk og var væk i mindre end fire minutter. Da hun kom tilbage havde hun skrevet en sang på et stykke papir, og den havde fået titlen: ”The time my life was so good”.
Nå, altså back then in the old days da hun var 4?
8. Årets stunt
I ”Bog & Idé i Århus”. Jeg havde netop sagt til dværgen, at vi skulle holde lav profil inde i Bog & Idé. Vi skulle købe børnebøger til nogle dværge-venner, og selvom jeg selvfølgelig er stolt som en pavinde over Dinosaurens Fjer, hader jeg at gøre opmærksom på mig selv uden for kontekst, og da jeg ved at dværgens mund er lukket med syv højtalere, bad jeg hende forlods om ikke at kommentere de 40 udgaver af fjeren, der var landet på en hylde. Ja ja, sagde dværgen, distraheret af et bjerg af Didl, som jeg er sikker på kun har så store fødder for at dværge skal få øje på dem fra den anden ende af butikken. Lidt efter stod vi og ledte efter ”Palle alene i verden” nede i bunden af den meget store boghandel, og da vi ikke kunne finde den, sendte jeg dværgen af sted for at spørge en ekspedient. Der gik en rum tid før det lille menneske kom tilbage, men en ekspedient på slæb. Ekspedienten så smørret ud. Vi fandt Palle (bogen stod helt alene på en hylde), og gik op til kassen for at betale. Alt gik godt, ingen anede uråd, i hvert fald ikke mig. På vej ud af butikken kom jeg til at torpedere Leif Davidsen. Eller dvs. det enorme bjerg af hans seneste roman, der fyldte det meste af indgangen. Dværgen kiggede overbærende på mig – den er vant til at have en klodset voksen – og den smørrede ekspedient fra før kom ilende og hjalp med at samle op, mens jeg ild rød i hovedet undskyldte. ”Ja, sådan kan man jo også komme ham til livs,” sagde ekspedienten og blinkede til mig. Jeg var mundlam! Jeg var ikke alene blevet genkendt, det var med endda med overskud, for hvordan kunne ekspedienten med det ordvalg andet end at hentyde til den aktuelle bestsellerliste, hvor jeg netop var blevet overhalet af Leif Davidsen? ”Nej, tænk at du kan kende mig” udbrød jeg, en oktav for glad. ”Det kunne jeg sådan set heller ikke. Men dit barn var så flink at forklare mig, at hendes mor havde skrevet alle romanerne derovre i hjørnet”. Dværge forstår bare ikke at holde kortene tæt ind til kroppen.
9. Årets lykkeligste øjeblik
(Ud over alle de gange jeg står og savler på en sovende dværg i piratnattøj)
Sidste sommer på Samsø, hvor min Trine og jeg badede nøgne en dag, hvor der høj sol, stormvejr og pålandsvind. Jeg var på Samsø 5 uger sidste sommer. Jeg løb og badede hver dag. Havet var vidunderligt og jeg var netop blevet færdig med fire års arbejde.
10. Årets overraskelse
Alle de mennesker, der skrev til mig efter ”Kærlighedens bud” blev vist på DR2 i foråret. Jeg fik mindst 100 mails. Og en ven.
Velkommen, 2009.
I ”Bog & Idé i Århus”. Jeg havde netop sagt til dværgen, at vi skulle holde lav profil inde i Bog & Idé. Vi skulle købe børnebøger til nogle dværge-venner, og selvom jeg selvfølgelig er stolt som en pavinde over Dinosaurens Fjer, hader jeg at gøre opmærksom på mig selv uden for kontekst, og da jeg ved at dværgens mund er lukket med syv højtalere, bad jeg hende forlods om ikke at kommentere de 40 udgaver af fjeren, der var landet på en hylde. Ja ja, sagde dværgen, distraheret af et bjerg af Didl, som jeg er sikker på kun har så store fødder for at dværge skal få øje på dem fra den anden ende af butikken. Lidt efter stod vi og ledte efter ”Palle alene i verden” nede i bunden af den meget store boghandel, og da vi ikke kunne finde den, sendte jeg dværgen af sted for at spørge en ekspedient. Der gik en rum tid før det lille menneske kom tilbage, men en ekspedient på slæb. Ekspedienten så smørret ud. Vi fandt Palle (bogen stod helt alene på en hylde), og gik op til kassen for at betale. Alt gik godt, ingen anede uråd, i hvert fald ikke mig. På vej ud af butikken kom jeg til at torpedere Leif Davidsen. Eller dvs. det enorme bjerg af hans seneste roman, der fyldte det meste af indgangen. Dværgen kiggede overbærende på mig – den er vant til at have en klodset voksen – og den smørrede ekspedient fra før kom ilende og hjalp med at samle op, mens jeg ild rød i hovedet undskyldte. ”Ja, sådan kan man jo også komme ham til livs,” sagde ekspedienten og blinkede til mig. Jeg var mundlam! Jeg var ikke alene blevet genkendt, det var med endda med overskud, for hvordan kunne ekspedienten med det ordvalg andet end at hentyde til den aktuelle bestsellerliste, hvor jeg netop var blevet overhalet af Leif Davidsen? ”Nej, tænk at du kan kende mig” udbrød jeg, en oktav for glad. ”Det kunne jeg sådan set heller ikke. Men dit barn var så flink at forklare mig, at hendes mor havde skrevet alle romanerne derovre i hjørnet”. Dværge forstår bare ikke at holde kortene tæt ind til kroppen.
9. Årets lykkeligste øjeblik
(Ud over alle de gange jeg står og savler på en sovende dværg i piratnattøj)
Sidste sommer på Samsø, hvor min Trine og jeg badede nøgne en dag, hvor der høj sol, stormvejr og pålandsvind. Jeg var på Samsø 5 uger sidste sommer. Jeg løb og badede hver dag. Havet var vidunderligt og jeg var netop blevet færdig med fire års arbejde.
10. Årets overraskelse
Alle de mennesker, der skrev til mig efter ”Kærlighedens bud” blev vist på DR2 i foråret. Jeg fik mindst 100 mails. Og en ven.
Velkommen, 2009.
Abonner på:
Opslag (Atom)
