2008.
Året hvor min dinosaur lettede fra jorden, året hvor min kæreste fyldte 14 og jeg selv 13, året hvor jeg mødte mindst 100 nye mennesker, hvoraf 98 var mødet værd, året hvor jeg endnu engang brugte mindst 7 måneder på at gruble over, hvordan man er mor på den bedste måde, året hvor jeg for første gang blev nomineret til ikke mindre end to priser, året hvor min hjerne blev scannet, fordi jeg gik og sagde sjove ting, året hvor jeg begyndte at spille tennis og ikke rigtig lære det, året hvor jeg skændtes alt for meget med min kæreste og med min familie, året hvor jeg sagde ”jeg elsker dig” for sjældent, på nær til dværgen i husstanden, som ærlig talt er træt af at høre på det, året hvor sommeren blev tilbragt på Samsø og vinteren i Berlin, året hvor jeg måtte signere 100 bøger på bogmessen i Forum hvilket på ejendommeligste vis fik det til at stå klart for mig, at jeg i hvert fald havde 100 læsere, året hvor jeg i perioder dyrkede top-meget sport og var høj af endorfiner afløst af slaskede, travle perioder uden så meget som en halv mavebøjning, året hvor jeg forsøgte at styre mit iltre temperament, og hvor det mindst 5 gange lykkedes. Året der på en eller anden måde var lidt som alle de andre år.
Kagen fra dagen hvor fjeren udkom
Her kommer det forgangne års 10 højdepunkter
1. Årets største udfordring:
At være mor. I 2008 har dværgen og jeg gjort de skønneste ting sammen.Vi har leet så inderligt, at vi begge to tissede i bukserne. Det var helt godnat. Vi har set masse af skønne film sammen på min computer, i min seng, gamle klassikere fra min barndom, som jeg har glædet mig til at vise hende, men som hun først i 2008 var gammel nok til. Vi har været på Læsø og redet på islændere, ud over rønnerne, i blæsevejr. Vi har stået på ski for første gang sammen, vi har rullet havregrynskugler med panderne, vi har været i skumbad, vi har læst over 1000 bøger, og vi har spist is til morgenmad. To gange. Men jeg har også råbt af dværgen i 2008. Jeg har ladet hende spille computer mere end hvad godt er. Jeg har forlangt, at hun skulle udføre pligter, som hun er alt for lille til. Jeg har krævet, at hun forstod fænomener som ”det har vi ikke råd til” og ”selvom jeg rejser, er jeg hos dig”. Jeg har ikke været ordentlig til stede ab und zu, uden tvivl, og jeg har endda rusket hende én gang, sidste sommer, da hun ikke kunne finde sine sko. Jeg har også grædt over, at hun snart fylder 13. Altså om 6 år. Og jeg bliver fysisk syg, når hun ofte siger, at hun glæder sig til at flytte hjemmefra. (Hun siger også, at hun vil være bager, når hun bliver stor. Og det tager jeg af en eller anden grund ikke så bogstaveligt). Det er mit livs glæde at være mor. Og mit livs gys. For er jeg virkelig god til det? Kan jeg gøre det bedre? Stramme mig an? Være mere overskudsagtigt? Læse flere bøger om børn? Spalte mig i to? Lade være med at være så træt? Jeg bliver træt bare ved tanken.
1. Årets største udfordring:
At være mor. I 2008 har dværgen og jeg gjort de skønneste ting sammen.Vi har leet så inderligt, at vi begge to tissede i bukserne. Det var helt godnat. Vi har set masse af skønne film sammen på min computer, i min seng, gamle klassikere fra min barndom, som jeg har glædet mig til at vise hende, men som hun først i 2008 var gammel nok til. Vi har været på Læsø og redet på islændere, ud over rønnerne, i blæsevejr. Vi har stået på ski for første gang sammen, vi har rullet havregrynskugler med panderne, vi har været i skumbad, vi har læst over 1000 bøger, og vi har spist is til morgenmad. To gange. Men jeg har også råbt af dværgen i 2008. Jeg har ladet hende spille computer mere end hvad godt er. Jeg har forlangt, at hun skulle udføre pligter, som hun er alt for lille til. Jeg har krævet, at hun forstod fænomener som ”det har vi ikke råd til” og ”selvom jeg rejser, er jeg hos dig”. Jeg har ikke været ordentlig til stede ab und zu, uden tvivl, og jeg har endda rusket hende én gang, sidste sommer, da hun ikke kunne finde sine sko. Jeg har også grædt over, at hun snart fylder 13. Altså om 6 år. Og jeg bliver fysisk syg, når hun ofte siger, at hun glæder sig til at flytte hjemmefra. (Hun siger også, at hun vil være bager, når hun bliver stor. Og det tager jeg af en eller anden grund ikke så bogstaveligt). Det er mit livs glæde at være mor. Og mit livs gys. For er jeg virkelig god til det? Kan jeg gøre det bedre? Stramme mig an? Være mere overskudsagtigt? Læse flere bøger om børn? Spalte mig i to? Lade være med at være så træt? Jeg bliver træt bare ved tanken.
På Læsø til hest
2. Årets bedste råd
”Lad vær med at spekulere så meget over livet. Lev det!”
Kunne det mon også lyde:
”Lad være med at spekulere så meget over at være forælder. Bare vær det!”?
3. Årets absolut største kompliment
Da min sprit-nyeste ven gravalvorligt sagde til mig:
”Jeg synes du er rigtig god til dansk”
(Selvom jeg nu også blev lidt glad, da en pige sagde, at jeg lignede en sæl. Sæler har sådan nogle søde hoveder)
4. Årets mest spændende øjeblik
At våge lørdag morgen den 6 september, dagen efter udgivelsen af Dinosaurens Fjer, i min Trines venlige seng, og endnu ikke have fået en eneste anmeldelse...og så løfte min mobiltelefon op fra natbordet og her opdage, at der var kommet 18 sms- beskeder. Gode eller dårlige nyheder i lørdagens morgenaviser? De sekunder der gik, var SGU spændende.
5. Årets by
Berlin. Jeg bliver gladere og gladere for at bo her for hver dag. Ich bin faktisk næsten ein Berliner.
6. Årets udrensning
Jeg fik ryddet op på to stuvende fulde loftrum over min gamle lejlighed på Nørrebro. Et mareridt, men da jeg var færdig, fik jeg oplevelsen af at 8 kubikmeter blev frigivet til andre og vigtigere formål end at opbevare gamle flasker med Tabascosovs, 14 stilehæfter fra gymnasiet, 300 håndskrevne biologinoter om svampe, mindst 150 anløbne batterier, tøj fra Mars, karklude med huller i, dimser fra 80’erne og 3 par udtrådte sko, der engang har siddet (meget længe) på min eks’ fødder. Okay, vi kom også lidt huhej vilde dyr af sted til Berlin dengang, og jeg anede ikke at ville blive hængende, men alligevel? Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg havde trang til at pakke min tabascosovs ned i en kasse og sætte den forsigtigt op på loftet? Især fordi den allerede var udløbet, inden vi tog af sted.
7. Årets mest nuttede
Da dværgen i sommer proklamerede at hun ville være singer and song -writer. Dværgen går på en international skole og er derfor, foruden tysk og dansk, flydende på engelsk, og hvor jeg nu endelig langt om længe begynder at kunne kapere, at mit syvårige afkom ikke behøver at hænge sig i kasserolle-bøjninger, fordi hun intuitivt bøjer ordene, som de skal, er jeg endnu ikke nået til at fatte, at hun kan tale engelsk, ligesom jeg heller ikke kunne gennemskue hvorfra hun vidste, hvad en singer and song-writer er. Det var sommer og vi havde grillaften, og dværgen gik om bag en busk og var væk i mindre end fire minutter. Da hun kom tilbage havde hun skrevet en sang på et stykke papir, og den havde fået titlen: ”The time my life was so good”.
Nå, altså back then in the old days da hun var 4?
Kunne det mon også lyde:
”Lad være med at spekulere så meget over at være forælder. Bare vær det!”?
3. Årets absolut største kompliment
Da min sprit-nyeste ven gravalvorligt sagde til mig:
”Jeg synes du er rigtig god til dansk”
(Selvom jeg nu også blev lidt glad, da en pige sagde, at jeg lignede en sæl. Sæler har sådan nogle søde hoveder)
4. Årets mest spændende øjeblik
At våge lørdag morgen den 6 september, dagen efter udgivelsen af Dinosaurens Fjer, i min Trines venlige seng, og endnu ikke have fået en eneste anmeldelse...og så løfte min mobiltelefon op fra natbordet og her opdage, at der var kommet 18 sms- beskeder. Gode eller dårlige nyheder i lørdagens morgenaviser? De sekunder der gik, var SGU spændende.
5. Årets by
Berlin. Jeg bliver gladere og gladere for at bo her for hver dag. Ich bin faktisk næsten ein Berliner.
6. Årets udrensning
Jeg fik ryddet op på to stuvende fulde loftrum over min gamle lejlighed på Nørrebro. Et mareridt, men da jeg var færdig, fik jeg oplevelsen af at 8 kubikmeter blev frigivet til andre og vigtigere formål end at opbevare gamle flasker med Tabascosovs, 14 stilehæfter fra gymnasiet, 300 håndskrevne biologinoter om svampe, mindst 150 anløbne batterier, tøj fra Mars, karklude med huller i, dimser fra 80’erne og 3 par udtrådte sko, der engang har siddet (meget længe) på min eks’ fødder. Okay, vi kom også lidt huhej vilde dyr af sted til Berlin dengang, og jeg anede ikke at ville blive hængende, men alligevel? Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg havde trang til at pakke min tabascosovs ned i en kasse og sætte den forsigtigt op på loftet? Især fordi den allerede var udløbet, inden vi tog af sted.
7. Årets mest nuttede
Da dværgen i sommer proklamerede at hun ville være singer and song -writer. Dværgen går på en international skole og er derfor, foruden tysk og dansk, flydende på engelsk, og hvor jeg nu endelig langt om længe begynder at kunne kapere, at mit syvårige afkom ikke behøver at hænge sig i kasserolle-bøjninger, fordi hun intuitivt bøjer ordene, som de skal, er jeg endnu ikke nået til at fatte, at hun kan tale engelsk, ligesom jeg heller ikke kunne gennemskue hvorfra hun vidste, hvad en singer and song-writer er. Det var sommer og vi havde grillaften, og dværgen gik om bag en busk og var væk i mindre end fire minutter. Da hun kom tilbage havde hun skrevet en sang på et stykke papir, og den havde fået titlen: ”The time my life was so good”.
Nå, altså back then in the old days da hun var 4?
8. Årets stunt
I ”Bog & Idé i Århus”. Jeg havde netop sagt til dværgen, at vi skulle holde lav profil inde i Bog & Idé. Vi skulle købe børnebøger til nogle dværge-venner, og selvom jeg selvfølgelig er stolt som en pavinde over Dinosaurens Fjer, hader jeg at gøre opmærksom på mig selv uden for kontekst, og da jeg ved at dværgens mund er lukket med syv højtalere, bad jeg hende forlods om ikke at kommentere de 40 udgaver af fjeren, der var landet på en hylde. Ja ja, sagde dværgen, distraheret af et bjerg af Didl, som jeg er sikker på kun har så store fødder for at dværge skal få øje på dem fra den anden ende af butikken. Lidt efter stod vi og ledte efter ”Palle alene i verden” nede i bunden af den meget store boghandel, og da vi ikke kunne finde den, sendte jeg dværgen af sted for at spørge en ekspedient. Der gik en rum tid før det lille menneske kom tilbage, men en ekspedient på slæb. Ekspedienten så smørret ud. Vi fandt Palle (bogen stod helt alene på en hylde), og gik op til kassen for at betale. Alt gik godt, ingen anede uråd, i hvert fald ikke mig. På vej ud af butikken kom jeg til at torpedere Leif Davidsen. Eller dvs. det enorme bjerg af hans seneste roman, der fyldte det meste af indgangen. Dværgen kiggede overbærende på mig – den er vant til at have en klodset voksen – og den smørrede ekspedient fra før kom ilende og hjalp med at samle op, mens jeg ild rød i hovedet undskyldte. ”Ja, sådan kan man jo også komme ham til livs,” sagde ekspedienten og blinkede til mig. Jeg var mundlam! Jeg var ikke alene blevet genkendt, det var med endda med overskud, for hvordan kunne ekspedienten med det ordvalg andet end at hentyde til den aktuelle bestsellerliste, hvor jeg netop var blevet overhalet af Leif Davidsen? ”Nej, tænk at du kan kende mig” udbrød jeg, en oktav for glad. ”Det kunne jeg sådan set heller ikke. Men dit barn var så flink at forklare mig, at hendes mor havde skrevet alle romanerne derovre i hjørnet”. Dværge forstår bare ikke at holde kortene tæt ind til kroppen.
9. Årets lykkeligste øjeblik
(Ud over alle de gange jeg står og savler på en sovende dværg i piratnattøj)
Sidste sommer på Samsø, hvor min Trine og jeg badede nøgne en dag, hvor der høj sol, stormvejr og pålandsvind. Jeg var på Samsø 5 uger sidste sommer. Jeg løb og badede hver dag. Havet var vidunderligt og jeg var netop blevet færdig med fire års arbejde.
10. Årets overraskelse
Alle de mennesker, der skrev til mig efter ”Kærlighedens bud” blev vist på DR2 i foråret. Jeg fik mindst 100 mails. Og en ven.
Velkommen, 2009.
I ”Bog & Idé i Århus”. Jeg havde netop sagt til dværgen, at vi skulle holde lav profil inde i Bog & Idé. Vi skulle købe børnebøger til nogle dværge-venner, og selvom jeg selvfølgelig er stolt som en pavinde over Dinosaurens Fjer, hader jeg at gøre opmærksom på mig selv uden for kontekst, og da jeg ved at dværgens mund er lukket med syv højtalere, bad jeg hende forlods om ikke at kommentere de 40 udgaver af fjeren, der var landet på en hylde. Ja ja, sagde dværgen, distraheret af et bjerg af Didl, som jeg er sikker på kun har så store fødder for at dværge skal få øje på dem fra den anden ende af butikken. Lidt efter stod vi og ledte efter ”Palle alene i verden” nede i bunden af den meget store boghandel, og da vi ikke kunne finde den, sendte jeg dværgen af sted for at spørge en ekspedient. Der gik en rum tid før det lille menneske kom tilbage, men en ekspedient på slæb. Ekspedienten så smørret ud. Vi fandt Palle (bogen stod helt alene på en hylde), og gik op til kassen for at betale. Alt gik godt, ingen anede uråd, i hvert fald ikke mig. På vej ud af butikken kom jeg til at torpedere Leif Davidsen. Eller dvs. det enorme bjerg af hans seneste roman, der fyldte det meste af indgangen. Dværgen kiggede overbærende på mig – den er vant til at have en klodset voksen – og den smørrede ekspedient fra før kom ilende og hjalp med at samle op, mens jeg ild rød i hovedet undskyldte. ”Ja, sådan kan man jo også komme ham til livs,” sagde ekspedienten og blinkede til mig. Jeg var mundlam! Jeg var ikke alene blevet genkendt, det var med endda med overskud, for hvordan kunne ekspedienten med det ordvalg andet end at hentyde til den aktuelle bestsellerliste, hvor jeg netop var blevet overhalet af Leif Davidsen? ”Nej, tænk at du kan kende mig” udbrød jeg, en oktav for glad. ”Det kunne jeg sådan set heller ikke. Men dit barn var så flink at forklare mig, at hendes mor havde skrevet alle romanerne derovre i hjørnet”. Dværge forstår bare ikke at holde kortene tæt ind til kroppen.
9. Årets lykkeligste øjeblik
(Ud over alle de gange jeg står og savler på en sovende dværg i piratnattøj)
Sidste sommer på Samsø, hvor min Trine og jeg badede nøgne en dag, hvor der høj sol, stormvejr og pålandsvind. Jeg var på Samsø 5 uger sidste sommer. Jeg løb og badede hver dag. Havet var vidunderligt og jeg var netop blevet færdig med fire års arbejde.
10. Årets overraskelse
Alle de mennesker, der skrev til mig efter ”Kærlighedens bud” blev vist på DR2 i foråret. Jeg fik mindst 100 mails. Og en ven.
Velkommen, 2009.
7 kommentarer:
Tak for de ord! Jeg glæder mig over 2009 bliver et blogår for dig. Jeg bliver garanteret en stor bloglæser i 2009.
Din nye ven har ret: du er god til dansk! :)
Kære Sissel-Jo,
Endelig lever du op til dit fortsæt! Jeg har tjekket bloggen her mange gange efter at have set Kærlighedens Bud og det var begyndt at blive lidt ensformigt at læse de samme indlæg igen og igen. Det kunne jeg selvfølgelig bare have ladet være med...
Nå, men tak fordi jeg kan følge nye tanker her. Jeg identificerer mig meget med både dine tanker om mænd og kærlighed og om forsøgene på et være en bedre mor.
Jeg glæder mig til at læse mere!
Mange hilsner Nille
Kære Sissel-Jo - jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Men som der stod i en mail jeg har fået videresendt fra en fælles Anne, så er det ikke så sjovt uden læsere... Tilgengæld er du sjov! og det er din dværg altså også. Tillykke med dit 2008 - jeg glæder mig til at følge med i dit nye år. KH J
Kære Sissel-Jo
Dette er ikke en kommentar til bloggen, men en forespørgsel
Må jeg bruge det utrolig smukke billede, du har på din profil på vores biblioteks hjemmeside, hvor jeg vil lave et par ord om månedens bog: Dinosaurens fjer (din bedste til dato.
Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg fremstår nok som noget af en amatør i blog-livet, men mit indlæg kom til at stå som anonym, hvilket ikke var meningen, så jeg prøver igen.Du skulle meget gerne kunne se de nærmere oplysninger nu.
Åh, det vi er vist mange, som har gået og glædet sig til dine blog-indlæg. Det skyldes jo ikke mindst, at "Dinosaurens fjer" har kildet os godt og grundigt og skruet vores forventninger i vejret! Læste den i juleferien - dejlig bog!
Send en kommentar