Den Skizofrene Dværg

Da jeg vågnede i morges i Berlin-Mitte var der minus 22 grader udenfor, og jeg havde frostblomster så store som åkander på mine vinduer. 3 x snoozeknap, velkendt mørke udenfor og under øjnene, et brusebad, en freestylet Ninka ned i blenderen, te og hade mig selv for at være kommet for sent i seng (igen). Forsigtig lukkede jeg døren op ind til dværgens værelse. (Dværgen har et almindeligt værelse med almindelige børnemøbler fra Ikea og almindelig legetøj i almindelig størrelse, for jeg synes ikke der er grund til at tvære rundt i, at hun kun er en meter og tyve). Til min store forbløffelse var lyset tændt og Basim var allerede i gang med sang nummer 8 på CD-afspilleren. Dværgen sad i sin seng og så meget vigtig ud.
”Godmorgen.” sagde jeg.
”Jeg hedder Jan,” sagde dværgen.
Jeg nikkede.
”Jeg hedder Jan, og du er min lillesøster. Vi er ude og køre i kane men så snubler en af gederne (!), og vi falder ud af kanen og nu har vi gået meget længe gennem en skov i snevejr, og du er rigtig bange. Pludselig ser vi et lys mellem træerne.”
Her så dværgen afventende på mig.
”Øh, javel,” sagde jeg, lidt langsom i optrækket. ”Jan, hjælp, jeg kan ikke gå længere!”
Dværgen så tilfreds ud.
”Ikke nu, Aspotta!” sagde Jan irettesættende (Aspotta?) ”Og du skal ikke brokke dig! Jeg kan godt se, at du er træt og sur og også lidt sulten, men hvis du lader være med at brokke dig, får du dessert.”

Pludselig vidste jeg ikke, om jeg skulle le eller græde. Det er længe siden Jan havde besøgt os, og jeg kunne mærke, at jeg havde savnet ham rigtig meget. Og rollespil skulle være så sunde for børn og med garanti også for dværge. Alligevel var det barsk sådan at blive konfronteret med mig selv så tidligt om morgenen, og der var jo ingen tvivl. Det var mine ord, min logik og min (mangel på) pædagogik og selvfølgelig også min fantasi, som dværgen smagte på, testede og afprøvede live on stage på denne iskolde tirsdag morgen.
Jan så igen afventede ud og jeg fortsatte:
”Okay, Jan, men du må ikke være sur. Jeg skal nok gå gennem den meter høje sne uden sko på uden at græde, men så vil jeg også have en build-a-bear og varm chokolade med skumfiduser, selvom jeg har børstet tænder.”
”Mor!!”
Jeg have bidt tungen af mig selv. Vi var jo i gang med at lege, og alligevel kunne jeg ikke dy mig for at kaste et par totalt spildte baller efter Perle-Lars.
”Det skal du ikke sige! Du skal sige: ”Åh, nej, jeg synes jeg hørte en glubsk ulv knurre lige bag det dér træ.””

Jeg sagde min replik. Jeg turde ikke andet.


Da jeg lidt efter stod og smurte madpakke, faldt jeg i staver over, hvordan generationerne smitter af på hinanden. Fantasien for eksempel. Fysisk ligner dværgen sin smukke, begavede far (Han er heldigvis med sine 1,45 en af de højere dværge, så vi håber på det bedste), men fantasien har hun fra mig. Og jeg har den fra mormor og morfar, og de har den fra deres mormor og morfar Det samme med humoren. Humoristisk overskud når det passer frøknen - og det gør det heldigvis tit - men hvis hun pludselig bliver på tværs - og det gør hun desværre tit - smider hun uden varsel med håndgranater – præcis ligesom sin mor. Biologisk set er det jo slet ikke så overraskende. Vi overlever jo, fordi vi aber efter. Det gør alle dyr. Vis som det første en nyudklækket kylling en grillhandske, og straks vil det stakkels kræ gøre alt for at blive, gøre og agere som en grillhandske. Det er logik for biologer. Alligevel er det skræmmende med al det ansvar. Skræmmende at jeg skal kunne mobilisere så meget forbilledlighed på trods af temperament, imperfektion, proletariske tilbøjeligheder og hang til Häagen Dazs ”dulche de leche” direkte fra bøtten. Skræmmende at se sit eget pletvise underskud og pædagogiske kommen-til-kort blive spillet ud for fuld skrue i børneværelset. Skræmmende at skulle lægge øre til når T. Rex-yndlingsbamsen Leopold får skældt huden fuld, fordi han ikke kan finde sine sko eller når han igen har talt babysprog, selvom han ved det er absolut forbudt. Eller når barbiedukken igen har været ude og lave stort på toilettet og har glemt at bruge toiletbørsten.
”Jamen, hvor svært kan det være at huske, Barbie?!” lyder det anklagende fra dværgens værelse, mens jeg, hudløst bevidst om mine egne blinde vinkler, står i køkkenet og krummer tæer.

Fra jeg var 14 til jeg blev mor som 28-årig var jeg overbevist om, at jeg ikke havde meget tilfælles med den familie, jeg voksede op i. Jeg havde min egen gun og den var sgu ladt, jeg skabte mine egne regler, jeg gik mine egne fucking veje. Og så kom dværgen ud, og nærmest omgående begyndte jeg at høre min mors stemme runge som et ekko bag 98 % af det, jeg sagde:
- ”Du har kolde fødder, tag sokker på.”
- ”Jeg er ikke din tjener, jeg er din mor.”
- ”Jeg vil ikke altid være den, der irettesætter.”
- ”Du kunne da godt være lidt glad for at se mig.”
- ”Det dér kommer der ikke noget ud af.”
- ”Jamen, det kan jo ikke passe at du ikke kan regne det dér ud!”

En lang uendelig gentagelse af fortiden. Arghhhhhhhh!

Min familie. Vi har ikke boet på den samme villavej hele min barndom, med far og mor et sted inde i huset, og jeg har ikke haft 18 år til - i andægtigt tempo - først at opdage haven, så de andre villaveje og de andre børn, og så til sidst verden udenfor. Nej, i min familie var det lidt anderledes. Jeg tog med min mor, der havde taget jagtskipper-eksamen hele vinteren på Århus Havn, ud og sejle som 5-årig, og forude ventede stormvejr, knækkede vanter, afsavn, høj sø og eventyr. Et eventyr der naturligvis spraymalede min nethinde med 100.000 nuancer, jeg ikke ville have været foruden, men hvor jeg også lærte klamre mig til min mor, fordi hun i det mindste var mere eller mindre den samme hver dag.
Jeg har selvfølgelig ikke købt en tomastet ketch sammen med en flok idealistiske hippier, men sådan realiserer man jo heller ikke sig selv nu om stunder! Nu flytter man til Berlin og begynder forfra. Helt alene, med taske, treårig dværg, ammuntionsbælte og valkyrie-tro på at det er sundt for børn at vokse op i fremmede omgivelser, med tre sprog, en far meget langt væk, mors skiftende kærester, en stor international skole, mange rejser og mad med chili.

Jeg ved godt, at man må leve det liv, man får. Det måtte jeg også dengang min mor stod til søs og min far flyttede til København og giftede sig med sit arbejde. Og det må dværgen også. På godt og ondt. Alle har deres kampe, og det er okay. Men ansvaret! Det tager kan til tider tage pusten fra enhver dværgs mor.

Jan

Almindelig dværg

www.sisseljogazan.dk