Fandens værk

14 september, 10115 Berlin.

Da jeg var lille var det pærelet at have en kæreste. Jeg udså mig en, og så var han min. Derpå satte jeg alt ind på at undgå ham så meget som muligt, for ve oh skræk, hvis han opdagede vi var kærester. Kom vi alligevel tættere på hinanden end de uskrevne kæresteregler for 6-årige dikterede, f.eks. i skolegården eller når vi var i kælderen for at hente skolemælk, sørgede jeg for enten at sparke ham over skinnebenet eller tyre en bold i skallen på ham, helst fra en blind vinkel. Jeg forventede ingenting, og vores forhold var et hundrede procent konfliktløst, bortset fra nogle blå mærker og en konfiskeret bold. Blev jeg træt af min udkårne, slog jeg op – uden at sige det til ham selvfølgelig. Det var nemt at have en kæreste dengang jeg var lille. Siden da er det gået støt ned ad bakke, og i dag, hvor jeg er fyldt 134 år, er der ingen tvivl om, at det med mænd er det mest uvejsomme af alle de farvande, jeg forsøger at krydse. Lige nu er det nat, og selvom min datter står op om noget der føles som 8 minutter og vil kræve havregrød og UNO-turnering, har jeg alligevel forladt mine søvnløse dyner med ambitionen om at forstå, hvor filmen knækker. Det hele begyndte tidligere på aftenen, hvor min kæreste, XY, kom en time for sent til middagen. Jeg havde for længst lavet mad og håndfodret mit barn med gulerodsstave og jordnødder for at holde hende i skak, alt sammen ud fra devisen om, at det er hyggeligt at spise sammen, og at årsagen til forsinkelsen mindst måtte være at XY havde siddet fastklemt under et tog et sted mellem Treptower Park og Gesundbrunnen. Hvad forsinkelsen skyldtes fandt jeg aldrig ud af, for efter at have kastet et blik på hans uforskammet intakte ben, blev jeg sur. Sådan rigtig indebrændt-sur. Havde jeg været ti år yngre havde jeg klippet noget i stykker og se ”Dirty Dancing” i langsom gengivelse, men nu så jeg stedet hvast på ham, og tvang alle til at spise en lettere kølig, småstiv nudelret. Først hen under desserten tøede jeg lidt op, men kun lidt. Mens XY og Lola spiste vandmelon, gennemgik jeg lynhurtigt, hvad jeg i løbet af dagen havde fået fra hånden af praktiske og husmoderlige og selvopofrende gøremål: Købt ind, tjek, ryddet op, tjek, båret 32 flasker ned til flaskecontaineren, vasket tøj, smidt pap til genbrug, vasket underbukser med gylp, som jeg ikke mindes tilhører mig, skrællet grønsager, lavet mad, dækket bord, tjek, tjek, tjek. Parallelt med min indre opremsning kom det til at stå mere og mere klart for mig, at XY’s navn stod grafittimalet ud over opvasken. I stedet for at sige det, hvislede jeg ud mellem mine let sammensnørede kæber: ”Hjælper du mig lige med opvasken?” (Jeg var et øjeblik imponeret over min egen evne til at få noget, der helt bestemt var en ordre, til at lyde som et spørgsmål.) XY rejste sig og gik i gang med afrydningen, men da jeg gik ind i rummet ved siden af for at slukke min computer, bemærkede han: ”Sagde du ikke hjælpe med opvasken” og det skulle han aldrig have gjort. I stedet for at klippe noget i stykker, f.eks. et gammel VHS-bånd med en udtjent version af ”Dirty Dancing”, eksploderede jeg og råbte så mange eder og forbandelser på dansk, jeg overhovedet kunne komme i tanke om, inkl. splitte mine bramsejl (som jeg senere til min skræk pludselig vidste jeg havde stjålet fra Kaptajn Haddocks ordforråd, hvilket som bekendt er kendetegnende for, at alderdommen har sat ind). XY kvitterede med at knappe en øl op og forsvinde ud på altanen, hvor han tændte en smøg og gav sig til at tale i mobil. Gennemhærget af civilcourage på vegne af kvindekønnet undlod jeg at forfølge optrinnet, og ryddede selv op, satte selv i opvaskemaskinen og gjorde selv komfuret rent, og som prikken over min egen selvmedlidenhed slog jeg dej op i et anfald af, at XY bestemt ville undskylde, når han næste morgen ville blive vækket med friskbagt brød. På dette sted i beretningen dukkede min datter op i køkkenet og ville spille UNO (det er en lidelse, hun har). Vi spillede 7 omgange, og stemningen steg en anelse, sandsynligvis fordi jeg vandt fire gange, min datter 3 og XY slet ikke. Derefter blev barnet slået ned med fire godnathistorier, og jeg havde slet ikke behøvet at tænde læselampen, for min glorie strålede og skinnede som en fuldmåne. Da Lola sov opstod cirka en times parforholds-fordragelighed, for selv jeg magter at drikke et glas vin med min kæreste og flette mine fingre ind i hans, uden at finde på noget at blive rasende over, når nu opvasken var taget (af mig), vasketøjet var lagt sammen (af mig) og brødet hævede i køleskabet (af mig). Freden varede lige indtil XY proklamerede, at han skulle til fest. Nu skal det lige siges, at det stakkels prøvede mandfolk er hovedløst forgabt i mig, og det, at han skulle til fest, tirrede mig ikke, fordi jeg blev usikker eller forlods jaloux på de urimeligt mange unge kvinder, der garanteret er til sådan en fest (XY er 108 år yngre end mig), men fordi jeg lavede følgende logiske slutning i mit hoved: Jeg har købt ind, lavet mad, ryddet op og puttet barn, og han har ikke lavet andet end at ryge på altanen og rode med sine polynesiske ringetoner, ergo skal han ikke til fest. Hvorfor jeg lige her til aften blev beriget ovenfra med ufattelig modenhed og klogskab, ved kun Gud. Nå, men enden på ingenting blev, at XY tog sine polyelastiske ringetoner og skred til fest og jeg gik i seng. Her lå jeg så og vendte og drejede mig i arrigskab, lige indtil jeg stod op og nu er kommet frem til følgende konklusion: Forventninger har fanden fandeme skabt. Hvad enten de er berettigede eller ej, kan de ikke bruges til en dyt. I forventningen ligger kravet om en udveksling. Jeg smører madpakker til børnene, ergo giver du mig en buket blomster. Eller: Jeg vasker dine sure sokker, ergo gætter du mine tanker og mine følelser og behov. Godaw mand økseskaft. Jeg må nok desværre indse, at jeg hører til en af de stakler, der har held til at gøre mig klog på skrift, men når det kommer til at praktisere mine enestående Einstein-betragtninger i virkeligheden, så er jeg noget nær elendig. Jeg ved heller ikke om i morgen lykkes uden at jeg bliver et stykke med surt. Men jeg vil prøve. Købe ind til mig selv og mit barn, og lave mad, fordi jeg har lyst, spise klokken 19, hvis det passer mig, og varme de kolde rester op, når XY kommer, hvis jeg har lyst, og lade være, hvis jeg ikke har den gave at give ham, i hvert fald uden skjulte forventninger om, at han så skylder mig en massage. I morgen vil jeg blive god til at modtage og give gaver, skabe økologi i forholdet og ikke følelsesmæssigt afpresse dem, jeg forsøger at leve sammen med. Det lykkes efter al sandsynlighed ikke, men jeg vil prøve at parkere forventningerne og se på realiteterne. Jeg er sikker på, at det så igen kunne blive let og problemfrit at have en kæreste. Ligesom dengang jeg var 6. Især hvis jeg også må tyre en bold i skallen på ham.

www.sisseljogazan.dk