Mest for nørder

Forleden dukkede et meget specielt hold op på Museum Für Naturkunde i Berlin:

Niels Bonde: Verdensberømt lektor emeritus i vertebrat palæobiologi.

Kasper Lykke Hansen: Cand.scient og dinosaurfreak fra Køge.

Eliza Jarl Estrup: Stud.scient. Fandt i 2000 Danmarks første dinosaurtand på Bornholm, da hun gik i 2.g. Tanden blev bestemt til at stamme fra arten Dromaeosaurides bornholmensis. Eliza har vidst siden hun var 3 år, at hun ville være palæontolog.

Sissel-Jo Gazan: Mig. Jeg har engang spist en vandmand for at imponere en gruppe mindre børn.

Anledning: Vi besøgte Museum für Naturkunde den 28 januar 2009 for at nærstudere urfuglen Archaeopteryx litografica.

 

Her er den. Stedt til evig hvile i sin skiferplade

Archaeopteryx litografica er den berømte urfugl, der levede i sen jura for cirka 150 millioner år siden. Dengang var der subtropisk klima på planeten jorden, og fuglen, der dengang ikke hed noget særligt (måske Ib?), fandt sit endeligt i en subtropisk lagune i Sydtyskland, hvor den blev splattet ud og perfekt præserveret under tilstedeværelsen af kalkholdigt mudder og vand, hvorpå uendeligt meget tid fulgte.

  

 

Solnhofen kalksten, hvor Archaeopteryx engang blev mast flad.

Populært sagt er Archaeopteryx litografica et missing link mellem fugle og dinosaurer, og nærstuderer man kræet, finder man en sand pærevælling af både typiske fugle –og typiske dinosaurertræk. Archaeopteryx er for eksempel udstyret med en lang knoglehale, kæber med små spidse tænder og tre fingre med klør på hånden, som er dinosaurtræk, og (en slags) ønskeben, fjer og en modstillet ”storetå” (hallux), som er fugle-træk.

 

 

Da Archaeopteryx litografica blev fundet i slutningen af 1800-tallet udløste det et mindre ramaskrig. På den tid var dem, der bestemte, enige om at Gud havde sat alle arter fikse og færdige på jorden, og man var måske nok modstræbende med på, at arter kunne uddø (hvis Gud ønskede det og dermed tog dyret ud af produktion), men at frække aber, slimede regnorme og små søde kaniner skulle være indbyrdes beslægtet via en fælles stamform en eller anden gang i ursuppen, var simpelthen for langt ude for de fleste. Én af dem der var overbevist om, at det ikke desto mindre hang sådan sammen, var naturligvis Darwin.

 

 

 

Darwin

I 1859 udgav han ”Arternes oprindelse”, et værk der i dag bestemt ville have udløst de gyldne laurbær, hvori han forudsagde, at det kun var et spørgsmål om tid, før man ville have fundet så mange fossiler, at det ville stå klart, at al liv på jorden var indbyrdes forbundet via forskellige grader af slægtskab. Seriøst. Darwin må uden tvivl have givet sin makker, bulldog og højre hånd T.H. Huxley en high-five, da det første Archaeopteryx-eksemplar – London-eksemplaret - blev fundet allerede få år efter. De blandede fugle -og dinosaurertræk talte deres eget sprog, og trods samtidens store skepsis, blev Darwins påstand om altings slægtskab hermed cementeret.

I dag kender man til 10 eksemplarer af Archaeopteryx litografica – og en enlig fjer.

Et af eksemplarerne, det såkaldte Maxberg-eksemplar, forsvandt sporløst i forbindelse med en arvesag for nogle år siden, og det seneste eksemplar, Thermopolis-eksemplaret, som efter sigende har den bedst bevarede kraniekasse – befinder sig i en privat samling hos en mangemillionær i Wyoming. Ovre i London er London-eksemplaret sjovt nok, og hjemme hos i Knödelland er Berlin-eksemplaret, mindre end to kilometer fra min privatadresse – i fugleflugtslinie, naturligvis. Før renoveringen af Museum fur Naturkunde, der sluttede i 2007, befandt Archaeopteryx litografica sig i et pengeskab dybt inde i museets samling. Skabet ser således ud:

 

 

 

 

 

 

F0ssilet blev i 1981 kortvarigt udlånt til Japan, og var her forsikret for 85 millioner dollars – deraf de Fort Knox-agtige foranstaltninger. Alligevel besluttede museet, at Archaeopteryx litografica skulle frem i offentligheden, så da museets genåbnede i 2007 efter to års renoveringsarbejde, havde Archaeopteryx fået sin egen æresplads på væggen modsat hovedindgangen, og her kan alle den dag i dag få lov til at trykke næsen beundrende mod panser og plade.

Da den Herr Bonde og hans tre små søde assistenter Kasper, Eliza og undertegnede  mødte op på museet, var der imidlertid andre og mere upansrede boller på hønsekødssuppen. (Trommehvirvel). Som de første siden museets genåbning for halvandet år siden, fik vi nemlig lov til at få Archaopteryx ud af sit glasbur. Ved hjælp af en dertil indrettet (smart) anordning kan man – når panserglasset er skudt til side – vippe urfuglen ud i rummet, og her komme til at montere et mikroskop med tegne-arm over skiferpladen. Det var ren fryd for fossilnørder. Den formiddag brugte vi adskillige timer på at studere, tale om og tegne dyret. Jeg kastede mig ud i en vældig indviklet og fuldkommen ubrugelig tegning af urfuglens kranium, som jeg helt ikke kan bruge til det store i min fremtidige karriere som menneske, men alligevel. Det er sindssygt sjovt og svært at tegne gennem mikroskop  – og det er rent ud sagt nærmest lammende at få lov at være dus med så fine sager som 150 år gamle fossiler.

 

Hele dagen havde vi bodyguard på, en umælende tysk kvinde, som jeg tror kunne slå rigtig hårdt, skulle en af og have fundet på at tage skiferpladen under armen og spunse hen ad Invalidenstrasse mod nærmeste hælerbar. Museets publikum fulgte nysgerrigt med bag afspærringen, og jeg følte mig meget vigtig på en lidt evolutionær måde. Om 12 dage har Darwin for resten 200 års fødselsdag, og af mig får han en stegepande med sliplet-overflade. 

www.sisseljogazan.dk