Goddaw,
På linket www.litteratursiden.dk/sw134969.asp man følge den diskussion landets læsegrupper har haft omkring Dinosaursn fjer - med mig som en slags kommentator. Det var rigtig sjovt at være med!
På dette link kan du komme med en tur på Museum für Naturkunde i Berlin, hvor jeg tegner og fortæller om fugle og dinosaurer:
http://www.dr.dk/p2/Kulturnyt/Udsendelser/2009/01/08160549
Og sidst men ikke mindst:
http://www.oestrogen.dk/Livplus/Kvindeliv/Sissel-jo.aspx
Og husk! I skal ikke tro på alt hvad jeg siger og skriver!!!! Jeg er en værre løgnhals
www.sisseljogazan.dk
onsdag den 14. januar 2009
søndag den 11. januar 2009
Den Skizofrene Dværg
Da jeg vågnede i morges i Berlin-Mitte var der minus 22 grader udenfor, og jeg havde frostblomster så store som åkander på mine vinduer. 3 x snoozeknap, velkendt mørke udenfor og under øjnene, et brusebad, en freestylet Ninka ned i blenderen, te og hade mig selv for at være kommet for sent i seng (igen). Forsigtig lukkede jeg døren op ind til dværgens værelse. (Dværgen har et almindeligt værelse med almindelige børnemøbler fra Ikea og almindelig legetøj i almindelig størrelse, for jeg synes ikke der er grund til at tvære rundt i, at hun kun er en meter og tyve). Til min store forbløffelse var lyset tændt og Basim var allerede i gang med sang nummer 8 på CD-afspilleren. Dværgen sad i sin seng og så meget vigtig ud.
”Godmorgen.” sagde jeg.
”Jeg hedder Jan,” sagde dværgen.
Jeg nikkede.
”Jeg hedder Jan, og du er min lillesøster. Vi er ude og køre i kane men så snubler en af gederne (!), og vi falder ud af kanen og nu har vi gået meget længe gennem en skov i snevejr, og du er rigtig bange. Pludselig ser vi et lys mellem træerne.”
Her så dværgen afventende på mig.
”Øh, javel,” sagde jeg, lidt langsom i optrækket. ”Jan, hjælp, jeg kan ikke gå længere!”
Dværgen så tilfreds ud.
”Ikke nu, Aspotta!” sagde Jan irettesættende (Aspotta?) ”Og du skal ikke brokke dig! Jeg kan godt se, at du er træt og sur og også lidt sulten, men hvis du lader være med at brokke dig, får du dessert.”
Pludselig vidste jeg ikke, om jeg skulle le eller græde. Det er længe siden Jan havde besøgt os, og jeg kunne mærke, at jeg havde savnet ham rigtig meget. Og rollespil skulle være så sunde for børn og med garanti også for dværge. Alligevel var det barsk sådan at blive konfronteret med mig selv så tidligt om morgenen, og der var jo ingen tvivl. Det var mine ord, min logik og min (mangel på) pædagogik og selvfølgelig også min fantasi, som dværgen smagte på, testede og afprøvede live on stage på denne iskolde tirsdag morgen.
Jan så igen afventede ud og jeg fortsatte:
”Okay, Jan, men du må ikke være sur. Jeg skal nok gå gennem den meter høje sne uden sko på uden at græde, men så vil jeg også have en build-a-bear og varm chokolade med skumfiduser, selvom jeg har børstet tænder.”
”Mor!!”
Jeg have bidt tungen af mig selv. Vi var jo i gang med at lege, og alligevel kunne jeg ikke dy mig for at kaste et par totalt spildte baller efter Perle-Lars.
”Det skal du ikke sige! Du skal sige: ”Åh, nej, jeg synes jeg hørte en glubsk ulv knurre lige bag det dér træ.””
www.sisseljogazan.dk
”Godmorgen.” sagde jeg.
”Jeg hedder Jan,” sagde dværgen.
Jeg nikkede.
”Jeg hedder Jan, og du er min lillesøster. Vi er ude og køre i kane men så snubler en af gederne (!), og vi falder ud af kanen og nu har vi gået meget længe gennem en skov i snevejr, og du er rigtig bange. Pludselig ser vi et lys mellem træerne.”
Her så dværgen afventende på mig.
”Øh, javel,” sagde jeg, lidt langsom i optrækket. ”Jan, hjælp, jeg kan ikke gå længere!”
Dværgen så tilfreds ud.
”Ikke nu, Aspotta!” sagde Jan irettesættende (Aspotta?) ”Og du skal ikke brokke dig! Jeg kan godt se, at du er træt og sur og også lidt sulten, men hvis du lader være med at brokke dig, får du dessert.”
Pludselig vidste jeg ikke, om jeg skulle le eller græde. Det er længe siden Jan havde besøgt os, og jeg kunne mærke, at jeg havde savnet ham rigtig meget. Og rollespil skulle være så sunde for børn og med garanti også for dværge. Alligevel var det barsk sådan at blive konfronteret med mig selv så tidligt om morgenen, og der var jo ingen tvivl. Det var mine ord, min logik og min (mangel på) pædagogik og selvfølgelig også min fantasi, som dværgen smagte på, testede og afprøvede live on stage på denne iskolde tirsdag morgen.
Jan så igen afventede ud og jeg fortsatte:
”Okay, Jan, men du må ikke være sur. Jeg skal nok gå gennem den meter høje sne uden sko på uden at græde, men så vil jeg også have en build-a-bear og varm chokolade med skumfiduser, selvom jeg har børstet tænder.”
”Mor!!”
Jeg have bidt tungen af mig selv. Vi var jo i gang med at lege, og alligevel kunne jeg ikke dy mig for at kaste et par totalt spildte baller efter Perle-Lars.
”Det skal du ikke sige! Du skal sige: ”Åh, nej, jeg synes jeg hørte en glubsk ulv knurre lige bag det dér træ.””
Jeg sagde min replik. Jeg turde ikke andet.
Da jeg lidt efter stod og smurte madpakke, faldt jeg i staver over, hvordan generationerne smitter af på hinanden. Fantasien for eksempel. Fysisk ligner dværgen sin smukke, begavede far (Han er heldigvis med sine 1,45 en af de højere dværge, så vi håber på det bedste), men fantasien har hun fra mig. Og jeg har den fra mormor og morfar, og de har den fra deres mormor og morfar Det samme med humoren. Humoristisk overskud når det passer frøknen - og det gør det heldigvis tit - men hvis hun pludselig bliver på tværs - og det gør hun desværre tit - smider hun uden varsel med håndgranater – præcis ligesom sin mor. Biologisk set er det jo slet ikke så overraskende. Vi overlever jo, fordi vi aber efter. Det gør alle dyr. Vis som det første en nyudklækket kylling en grillhandske, og straks vil det stakkels kræ gøre alt for at blive, gøre og agere som en grillhandske. Det er logik for biologer. Alligevel er det skræmmende med al det ansvar. Skræmmende at jeg skal kunne mobilisere så meget forbilledlighed på trods af temperament, imperfektion, proletariske tilbøjeligheder og hang til Häagen Dazs ”dulche de leche” direkte fra bøtten. Skræmmende at se sit eget pletvise underskud og pædagogiske kommen-til-kort blive spillet ud for fuld skrue i børneværelset. Skræmmende at skulle lægge øre til når T. Rex-yndlingsbamsen Leopold får skældt huden fuld, fordi han ikke kan finde sine sko eller når han igen har talt babysprog, selvom han ved det er absolut forbudt. Eller når barbiedukken igen har været ude og lave stort på toilettet og har glemt at bruge toiletbørsten.
”Jamen, hvor svært kan det være at huske, Barbie?!” lyder det anklagende fra dværgens værelse, mens jeg, hudløst bevidst om mine egne blinde vinkler, står i køkkenet og krummer tæer.
Fra jeg var 14 til jeg blev mor som 28-årig var jeg overbevist om, at jeg ikke havde meget tilfælles med den familie, jeg voksede op i. Jeg havde min egen gun og den var sgu ladt, jeg skabte mine egne regler, jeg gik mine egne fucking veje. Og så kom dværgen ud, og nærmest omgående begyndte jeg at høre min mors stemme runge som et ekko bag 98 % af det, jeg sagde:
- ”Du har kolde fødder, tag sokker på.”
- ”Jeg er ikke din tjener, jeg er din mor.”
- ”Jeg vil ikke altid være den, der irettesætter.”
- ”Du kunne da godt være lidt glad for at se mig.”
- ”Det dér kommer der ikke noget ud af.”
- ”Jamen, det kan jo ikke passe at du ikke kan regne det dér ud!”
En lang uendelig gentagelse af fortiden. Arghhhhhhhh!
Min familie. Vi har ikke boet på den samme villavej hele min barndom, med far og mor et sted inde i huset, og jeg har ikke haft 18 år til - i andægtigt tempo - først at opdage haven, så de andre villaveje og de andre børn, og så til sidst verden udenfor. Nej, i min familie var det lidt anderledes. Jeg tog med min mor, der havde taget jagtskipper-eksamen hele vinteren på Århus Havn, ud og sejle som 5-årig, og forude ventede stormvejr, knækkede vanter, afsavn, høj sø og eventyr. Et eventyr der naturligvis spraymalede min nethinde med 100.000 nuancer, jeg ikke ville have været foruden, men hvor jeg også lærte klamre mig til min mor, fordi hun i det mindste var mere eller mindre den samme hver dag.
Jeg har selvfølgelig ikke købt en tomastet ketch sammen med en flok idealistiske hippier, men sådan realiserer man jo heller ikke sig selv nu om stunder! Nu flytter man til Berlin og begynder forfra. Helt alene, med taske, treårig dværg, ammuntionsbælte og valkyrie-tro på at det er sundt for børn at vokse op i fremmede omgivelser, med tre sprog, en far meget langt væk, mors skiftende kærester, en stor international skole, mange rejser og mad med chili.
Jeg ved godt, at man må leve det liv, man får. Det måtte jeg også dengang min mor stod til søs og min far flyttede til København og giftede sig med sit arbejde. Og det må dværgen også. På godt og ondt. Alle har deres kampe, og det er okay. Men ansvaret! Det tager kan til tider tage pusten fra enhver dværgs mor.
Da jeg lidt efter stod og smurte madpakke, faldt jeg i staver over, hvordan generationerne smitter af på hinanden. Fantasien for eksempel. Fysisk ligner dværgen sin smukke, begavede far (Han er heldigvis med sine 1,45 en af de højere dværge, så vi håber på det bedste), men fantasien har hun fra mig. Og jeg har den fra mormor og morfar, og de har den fra deres mormor og morfar Det samme med humoren. Humoristisk overskud når det passer frøknen - og det gør det heldigvis tit - men hvis hun pludselig bliver på tværs - og det gør hun desværre tit - smider hun uden varsel med håndgranater – præcis ligesom sin mor. Biologisk set er det jo slet ikke så overraskende. Vi overlever jo, fordi vi aber efter. Det gør alle dyr. Vis som det første en nyudklækket kylling en grillhandske, og straks vil det stakkels kræ gøre alt for at blive, gøre og agere som en grillhandske. Det er logik for biologer. Alligevel er det skræmmende med al det ansvar. Skræmmende at jeg skal kunne mobilisere så meget forbilledlighed på trods af temperament, imperfektion, proletariske tilbøjeligheder og hang til Häagen Dazs ”dulche de leche” direkte fra bøtten. Skræmmende at se sit eget pletvise underskud og pædagogiske kommen-til-kort blive spillet ud for fuld skrue i børneværelset. Skræmmende at skulle lægge øre til når T. Rex-yndlingsbamsen Leopold får skældt huden fuld, fordi han ikke kan finde sine sko eller når han igen har talt babysprog, selvom han ved det er absolut forbudt. Eller når barbiedukken igen har været ude og lave stort på toilettet og har glemt at bruge toiletbørsten.
”Jamen, hvor svært kan det være at huske, Barbie?!” lyder det anklagende fra dværgens værelse, mens jeg, hudløst bevidst om mine egne blinde vinkler, står i køkkenet og krummer tæer.
Fra jeg var 14 til jeg blev mor som 28-årig var jeg overbevist om, at jeg ikke havde meget tilfælles med den familie, jeg voksede op i. Jeg havde min egen gun og den var sgu ladt, jeg skabte mine egne regler, jeg gik mine egne fucking veje. Og så kom dværgen ud, og nærmest omgående begyndte jeg at høre min mors stemme runge som et ekko bag 98 % af det, jeg sagde:
- ”Du har kolde fødder, tag sokker på.”
- ”Jeg er ikke din tjener, jeg er din mor.”
- ”Jeg vil ikke altid være den, der irettesætter.”
- ”Du kunne da godt være lidt glad for at se mig.”
- ”Det dér kommer der ikke noget ud af.”
- ”Jamen, det kan jo ikke passe at du ikke kan regne det dér ud!”
En lang uendelig gentagelse af fortiden. Arghhhhhhhh!
Min familie. Vi har ikke boet på den samme villavej hele min barndom, med far og mor et sted inde i huset, og jeg har ikke haft 18 år til - i andægtigt tempo - først at opdage haven, så de andre villaveje og de andre børn, og så til sidst verden udenfor. Nej, i min familie var det lidt anderledes. Jeg tog med min mor, der havde taget jagtskipper-eksamen hele vinteren på Århus Havn, ud og sejle som 5-årig, og forude ventede stormvejr, knækkede vanter, afsavn, høj sø og eventyr. Et eventyr der naturligvis spraymalede min nethinde med 100.000 nuancer, jeg ikke ville have været foruden, men hvor jeg også lærte klamre mig til min mor, fordi hun i det mindste var mere eller mindre den samme hver dag.
Jeg har selvfølgelig ikke købt en tomastet ketch sammen med en flok idealistiske hippier, men sådan realiserer man jo heller ikke sig selv nu om stunder! Nu flytter man til Berlin og begynder forfra. Helt alene, med taske, treårig dværg, ammuntionsbælte og valkyrie-tro på at det er sundt for børn at vokse op i fremmede omgivelser, med tre sprog, en far meget langt væk, mors skiftende kærester, en stor international skole, mange rejser og mad med chili.
Jeg ved godt, at man må leve det liv, man får. Det måtte jeg også dengang min mor stod til søs og min far flyttede til København og giftede sig med sit arbejde. Og det må dværgen også. På godt og ondt. Alle har deres kampe, og det er okay. Men ansvaret! Det tager kan til tider tage pusten fra enhver dværgs mor.
Jan
Almindelig dværg
www.sisseljogazan.dk
mandag den 5. januar 2009
Hej nye år
2008.
Året hvor min dinosaur lettede fra jorden, året hvor min kæreste fyldte 14 og jeg selv 13, året hvor jeg mødte mindst 100 nye mennesker, hvoraf 98 var mødet værd, året hvor jeg endnu engang brugte mindst 7 måneder på at gruble over, hvordan man er mor på den bedste måde, året hvor jeg for første gang blev nomineret til ikke mindre end to priser, året hvor min hjerne blev scannet, fordi jeg gik og sagde sjove ting, året hvor jeg begyndte at spille tennis og ikke rigtig lære det, året hvor jeg skændtes alt for meget med min kæreste og med min familie, året hvor jeg sagde ”jeg elsker dig” for sjældent, på nær til dværgen i husstanden, som ærlig talt er træt af at høre på det, året hvor sommeren blev tilbragt på Samsø og vinteren i Berlin, året hvor jeg måtte signere 100 bøger på bogmessen i Forum hvilket på ejendommeligste vis fik det til at stå klart for mig, at jeg i hvert fald havde 100 læsere, året hvor jeg i perioder dyrkede top-meget sport og var høj af endorfiner afløst af slaskede, travle perioder uden så meget som en halv mavebøjning, året hvor jeg forsøgte at styre mit iltre temperament, og hvor det mindst 5 gange lykkedes. Året der på en eller anden måde var lidt som alle de andre år.
Kagen fra dagen hvor fjeren udkom
Her kommer det forgangne års 10 højdepunkter
1. Årets største udfordring:
At være mor. I 2008 har dværgen og jeg gjort de skønneste ting sammen.Vi har leet så inderligt, at vi begge to tissede i bukserne. Det var helt godnat. Vi har set masse af skønne film sammen på min computer, i min seng, gamle klassikere fra min barndom, som jeg har glædet mig til at vise hende, men som hun først i 2008 var gammel nok til. Vi har været på Læsø og redet på islændere, ud over rønnerne, i blæsevejr. Vi har stået på ski for første gang sammen, vi har rullet havregrynskugler med panderne, vi har været i skumbad, vi har læst over 1000 bøger, og vi har spist is til morgenmad. To gange. Men jeg har også råbt af dværgen i 2008. Jeg har ladet hende spille computer mere end hvad godt er. Jeg har forlangt, at hun skulle udføre pligter, som hun er alt for lille til. Jeg har krævet, at hun forstod fænomener som ”det har vi ikke råd til” og ”selvom jeg rejser, er jeg hos dig”. Jeg har ikke været ordentlig til stede ab und zu, uden tvivl, og jeg har endda rusket hende én gang, sidste sommer, da hun ikke kunne finde sine sko. Jeg har også grædt over, at hun snart fylder 13. Altså om 6 år. Og jeg bliver fysisk syg, når hun ofte siger, at hun glæder sig til at flytte hjemmefra. (Hun siger også, at hun vil være bager, når hun bliver stor. Og det tager jeg af en eller anden grund ikke så bogstaveligt). Det er mit livs glæde at være mor. Og mit livs gys. For er jeg virkelig god til det? Kan jeg gøre det bedre? Stramme mig an? Være mere overskudsagtigt? Læse flere bøger om børn? Spalte mig i to? Lade være med at være så træt? Jeg bliver træt bare ved tanken.
1. Årets største udfordring:
At være mor. I 2008 har dværgen og jeg gjort de skønneste ting sammen.Vi har leet så inderligt, at vi begge to tissede i bukserne. Det var helt godnat. Vi har set masse af skønne film sammen på min computer, i min seng, gamle klassikere fra min barndom, som jeg har glædet mig til at vise hende, men som hun først i 2008 var gammel nok til. Vi har været på Læsø og redet på islændere, ud over rønnerne, i blæsevejr. Vi har stået på ski for første gang sammen, vi har rullet havregrynskugler med panderne, vi har været i skumbad, vi har læst over 1000 bøger, og vi har spist is til morgenmad. To gange. Men jeg har også råbt af dværgen i 2008. Jeg har ladet hende spille computer mere end hvad godt er. Jeg har forlangt, at hun skulle udføre pligter, som hun er alt for lille til. Jeg har krævet, at hun forstod fænomener som ”det har vi ikke råd til” og ”selvom jeg rejser, er jeg hos dig”. Jeg har ikke været ordentlig til stede ab und zu, uden tvivl, og jeg har endda rusket hende én gang, sidste sommer, da hun ikke kunne finde sine sko. Jeg har også grædt over, at hun snart fylder 13. Altså om 6 år. Og jeg bliver fysisk syg, når hun ofte siger, at hun glæder sig til at flytte hjemmefra. (Hun siger også, at hun vil være bager, når hun bliver stor. Og det tager jeg af en eller anden grund ikke så bogstaveligt). Det er mit livs glæde at være mor. Og mit livs gys. For er jeg virkelig god til det? Kan jeg gøre det bedre? Stramme mig an? Være mere overskudsagtigt? Læse flere bøger om børn? Spalte mig i to? Lade være med at være så træt? Jeg bliver træt bare ved tanken.
På Læsø til hest
2. Årets bedste råd
”Lad vær med at spekulere så meget over livet. Lev det!”
Kunne det mon også lyde:
”Lad være med at spekulere så meget over at være forælder. Bare vær det!”?
3. Årets absolut største kompliment
Da min sprit-nyeste ven gravalvorligt sagde til mig:
”Jeg synes du er rigtig god til dansk”
(Selvom jeg nu også blev lidt glad, da en pige sagde, at jeg lignede en sæl. Sæler har sådan nogle søde hoveder)
4. Årets mest spændende øjeblik
At våge lørdag morgen den 6 september, dagen efter udgivelsen af Dinosaurens Fjer, i min Trines venlige seng, og endnu ikke have fået en eneste anmeldelse...og så løfte min mobiltelefon op fra natbordet og her opdage, at der var kommet 18 sms- beskeder. Gode eller dårlige nyheder i lørdagens morgenaviser? De sekunder der gik, var SGU spændende.
5. Årets by
Berlin. Jeg bliver gladere og gladere for at bo her for hver dag. Ich bin faktisk næsten ein Berliner.
6. Årets udrensning
Jeg fik ryddet op på to stuvende fulde loftrum over min gamle lejlighed på Nørrebro. Et mareridt, men da jeg var færdig, fik jeg oplevelsen af at 8 kubikmeter blev frigivet til andre og vigtigere formål end at opbevare gamle flasker med Tabascosovs, 14 stilehæfter fra gymnasiet, 300 håndskrevne biologinoter om svampe, mindst 150 anløbne batterier, tøj fra Mars, karklude med huller i, dimser fra 80’erne og 3 par udtrådte sko, der engang har siddet (meget længe) på min eks’ fødder. Okay, vi kom også lidt huhej vilde dyr af sted til Berlin dengang, og jeg anede ikke at ville blive hængende, men alligevel? Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg havde trang til at pakke min tabascosovs ned i en kasse og sætte den forsigtigt op på loftet? Især fordi den allerede var udløbet, inden vi tog af sted.
7. Årets mest nuttede
Da dværgen i sommer proklamerede at hun ville være singer and song -writer. Dværgen går på en international skole og er derfor, foruden tysk og dansk, flydende på engelsk, og hvor jeg nu endelig langt om længe begynder at kunne kapere, at mit syvårige afkom ikke behøver at hænge sig i kasserolle-bøjninger, fordi hun intuitivt bøjer ordene, som de skal, er jeg endnu ikke nået til at fatte, at hun kan tale engelsk, ligesom jeg heller ikke kunne gennemskue hvorfra hun vidste, hvad en singer and song-writer er. Det var sommer og vi havde grillaften, og dværgen gik om bag en busk og var væk i mindre end fire minutter. Da hun kom tilbage havde hun skrevet en sang på et stykke papir, og den havde fået titlen: ”The time my life was so good”.
Nå, altså back then in the old days da hun var 4?
Kunne det mon også lyde:
”Lad være med at spekulere så meget over at være forælder. Bare vær det!”?
3. Årets absolut største kompliment
Da min sprit-nyeste ven gravalvorligt sagde til mig:
”Jeg synes du er rigtig god til dansk”
(Selvom jeg nu også blev lidt glad, da en pige sagde, at jeg lignede en sæl. Sæler har sådan nogle søde hoveder)
4. Årets mest spændende øjeblik
At våge lørdag morgen den 6 september, dagen efter udgivelsen af Dinosaurens Fjer, i min Trines venlige seng, og endnu ikke have fået en eneste anmeldelse...og så løfte min mobiltelefon op fra natbordet og her opdage, at der var kommet 18 sms- beskeder. Gode eller dårlige nyheder i lørdagens morgenaviser? De sekunder der gik, var SGU spændende.
5. Årets by
Berlin. Jeg bliver gladere og gladere for at bo her for hver dag. Ich bin faktisk næsten ein Berliner.
6. Årets udrensning
Jeg fik ryddet op på to stuvende fulde loftrum over min gamle lejlighed på Nørrebro. Et mareridt, men da jeg var færdig, fik jeg oplevelsen af at 8 kubikmeter blev frigivet til andre og vigtigere formål end at opbevare gamle flasker med Tabascosovs, 14 stilehæfter fra gymnasiet, 300 håndskrevne biologinoter om svampe, mindst 150 anløbne batterier, tøj fra Mars, karklude med huller i, dimser fra 80’erne og 3 par udtrådte sko, der engang har siddet (meget længe) på min eks’ fødder. Okay, vi kom også lidt huhej vilde dyr af sted til Berlin dengang, og jeg anede ikke at ville blive hængende, men alligevel? Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg havde trang til at pakke min tabascosovs ned i en kasse og sætte den forsigtigt op på loftet? Især fordi den allerede var udløbet, inden vi tog af sted.
7. Årets mest nuttede
Da dværgen i sommer proklamerede at hun ville være singer and song -writer. Dværgen går på en international skole og er derfor, foruden tysk og dansk, flydende på engelsk, og hvor jeg nu endelig langt om længe begynder at kunne kapere, at mit syvårige afkom ikke behøver at hænge sig i kasserolle-bøjninger, fordi hun intuitivt bøjer ordene, som de skal, er jeg endnu ikke nået til at fatte, at hun kan tale engelsk, ligesom jeg heller ikke kunne gennemskue hvorfra hun vidste, hvad en singer and song-writer er. Det var sommer og vi havde grillaften, og dværgen gik om bag en busk og var væk i mindre end fire minutter. Da hun kom tilbage havde hun skrevet en sang på et stykke papir, og den havde fået titlen: ”The time my life was so good”.
Nå, altså back then in the old days da hun var 4?
8. Årets stunt
I ”Bog & Idé i Århus”. Jeg havde netop sagt til dværgen, at vi skulle holde lav profil inde i Bog & Idé. Vi skulle købe børnebøger til nogle dværge-venner, og selvom jeg selvfølgelig er stolt som en pavinde over Dinosaurens Fjer, hader jeg at gøre opmærksom på mig selv uden for kontekst, og da jeg ved at dværgens mund er lukket med syv højtalere, bad jeg hende forlods om ikke at kommentere de 40 udgaver af fjeren, der var landet på en hylde. Ja ja, sagde dværgen, distraheret af et bjerg af Didl, som jeg er sikker på kun har så store fødder for at dværge skal få øje på dem fra den anden ende af butikken. Lidt efter stod vi og ledte efter ”Palle alene i verden” nede i bunden af den meget store boghandel, og da vi ikke kunne finde den, sendte jeg dværgen af sted for at spørge en ekspedient. Der gik en rum tid før det lille menneske kom tilbage, men en ekspedient på slæb. Ekspedienten så smørret ud. Vi fandt Palle (bogen stod helt alene på en hylde), og gik op til kassen for at betale. Alt gik godt, ingen anede uråd, i hvert fald ikke mig. På vej ud af butikken kom jeg til at torpedere Leif Davidsen. Eller dvs. det enorme bjerg af hans seneste roman, der fyldte det meste af indgangen. Dværgen kiggede overbærende på mig – den er vant til at have en klodset voksen – og den smørrede ekspedient fra før kom ilende og hjalp med at samle op, mens jeg ild rød i hovedet undskyldte. ”Ja, sådan kan man jo også komme ham til livs,” sagde ekspedienten og blinkede til mig. Jeg var mundlam! Jeg var ikke alene blevet genkendt, det var med endda med overskud, for hvordan kunne ekspedienten med det ordvalg andet end at hentyde til den aktuelle bestsellerliste, hvor jeg netop var blevet overhalet af Leif Davidsen? ”Nej, tænk at du kan kende mig” udbrød jeg, en oktav for glad. ”Det kunne jeg sådan set heller ikke. Men dit barn var så flink at forklare mig, at hendes mor havde skrevet alle romanerne derovre i hjørnet”. Dværge forstår bare ikke at holde kortene tæt ind til kroppen.
9. Årets lykkeligste øjeblik
(Ud over alle de gange jeg står og savler på en sovende dværg i piratnattøj)
Sidste sommer på Samsø, hvor min Trine og jeg badede nøgne en dag, hvor der høj sol, stormvejr og pålandsvind. Jeg var på Samsø 5 uger sidste sommer. Jeg løb og badede hver dag. Havet var vidunderligt og jeg var netop blevet færdig med fire års arbejde.
10. Årets overraskelse
Alle de mennesker, der skrev til mig efter ”Kærlighedens bud” blev vist på DR2 i foråret. Jeg fik mindst 100 mails. Og en ven.
Velkommen, 2009.
I ”Bog & Idé i Århus”. Jeg havde netop sagt til dværgen, at vi skulle holde lav profil inde i Bog & Idé. Vi skulle købe børnebøger til nogle dværge-venner, og selvom jeg selvfølgelig er stolt som en pavinde over Dinosaurens Fjer, hader jeg at gøre opmærksom på mig selv uden for kontekst, og da jeg ved at dværgens mund er lukket med syv højtalere, bad jeg hende forlods om ikke at kommentere de 40 udgaver af fjeren, der var landet på en hylde. Ja ja, sagde dværgen, distraheret af et bjerg af Didl, som jeg er sikker på kun har så store fødder for at dværge skal få øje på dem fra den anden ende af butikken. Lidt efter stod vi og ledte efter ”Palle alene i verden” nede i bunden af den meget store boghandel, og da vi ikke kunne finde den, sendte jeg dværgen af sted for at spørge en ekspedient. Der gik en rum tid før det lille menneske kom tilbage, men en ekspedient på slæb. Ekspedienten så smørret ud. Vi fandt Palle (bogen stod helt alene på en hylde), og gik op til kassen for at betale. Alt gik godt, ingen anede uråd, i hvert fald ikke mig. På vej ud af butikken kom jeg til at torpedere Leif Davidsen. Eller dvs. det enorme bjerg af hans seneste roman, der fyldte det meste af indgangen. Dværgen kiggede overbærende på mig – den er vant til at have en klodset voksen – og den smørrede ekspedient fra før kom ilende og hjalp med at samle op, mens jeg ild rød i hovedet undskyldte. ”Ja, sådan kan man jo også komme ham til livs,” sagde ekspedienten og blinkede til mig. Jeg var mundlam! Jeg var ikke alene blevet genkendt, det var med endda med overskud, for hvordan kunne ekspedienten med det ordvalg andet end at hentyde til den aktuelle bestsellerliste, hvor jeg netop var blevet overhalet af Leif Davidsen? ”Nej, tænk at du kan kende mig” udbrød jeg, en oktav for glad. ”Det kunne jeg sådan set heller ikke. Men dit barn var så flink at forklare mig, at hendes mor havde skrevet alle romanerne derovre i hjørnet”. Dværge forstår bare ikke at holde kortene tæt ind til kroppen.
9. Årets lykkeligste øjeblik
(Ud over alle de gange jeg står og savler på en sovende dværg i piratnattøj)
Sidste sommer på Samsø, hvor min Trine og jeg badede nøgne en dag, hvor der høj sol, stormvejr og pålandsvind. Jeg var på Samsø 5 uger sidste sommer. Jeg løb og badede hver dag. Havet var vidunderligt og jeg var netop blevet færdig med fire års arbejde.
10. Årets overraskelse
Alle de mennesker, der skrev til mig efter ”Kærlighedens bud” blev vist på DR2 i foråret. Jeg fik mindst 100 mails. Og en ven.
Velkommen, 2009.
søndag den 14. september 2008
Fandens værk
14 september, 10115 Berlin.
Da jeg var lille var det pærelet at have en kæreste. Jeg udså mig en, og så var han min. Derpå satte jeg alt ind på at undgå ham så meget som muligt, for ve oh skræk, hvis han opdagede vi var kærester. Kom vi alligevel tættere på hinanden end de uskrevne kæresteregler for 6-årige dikterede, f.eks. i skolegården eller når vi var i kælderen for at hente skolemælk, sørgede jeg for enten at sparke ham over skinnebenet eller tyre en bold i skallen på ham, helst fra en blind vinkel. Jeg forventede ingenting, og vores forhold var et hundrede procent konfliktløst, bortset fra nogle blå mærker og en konfiskeret bold. Blev jeg træt af min udkårne, slog jeg op – uden at sige det til ham selvfølgelig. Det var nemt at have en kæreste dengang jeg var lille. Siden da er det gået støt ned ad bakke, og i dag, hvor jeg er fyldt 134 år, er der ingen tvivl om, at det med mænd er det mest uvejsomme af alle de farvande, jeg forsøger at krydse. Lige nu er det nat, og selvom min datter står op om noget der føles som 8 minutter og vil kræve havregrød og UNO-turnering, har jeg alligevel forladt mine søvnløse dyner med ambitionen om at forstå, hvor filmen knækker. Det hele begyndte tidligere på aftenen, hvor min kæreste, XY, kom en time for sent til middagen. Jeg havde for længst lavet mad og håndfodret mit barn med gulerodsstave og jordnødder for at holde hende i skak, alt sammen ud fra devisen om, at det er hyggeligt at spise sammen, og at årsagen til forsinkelsen mindst måtte være at XY havde siddet fastklemt under et tog et sted mellem Treptower Park og Gesundbrunnen. Hvad forsinkelsen skyldtes fandt jeg aldrig ud af, for efter at have kastet et blik på hans uforskammet intakte ben, blev jeg sur. Sådan rigtig indebrændt-sur. Havde jeg været ti år yngre havde jeg klippet noget i stykker og se ”Dirty Dancing” i langsom gengivelse, men nu så jeg stedet hvast på ham, og tvang alle til at spise en lettere kølig, småstiv nudelret. Først hen under desserten tøede jeg lidt op, men kun lidt. Mens XY og Lola spiste vandmelon, gennemgik jeg lynhurtigt, hvad jeg i løbet af dagen havde fået fra hånden af praktiske og husmoderlige og selvopofrende gøremål: Købt ind, tjek, ryddet op, tjek, båret 32 flasker ned til flaskecontaineren, vasket tøj, smidt pap til genbrug, vasket underbukser med gylp, som jeg ikke mindes tilhører mig, skrællet grønsager, lavet mad, dækket bord, tjek, tjek, tjek. Parallelt med min indre opremsning kom det til at stå mere og mere klart for mig, at XY’s navn stod grafittimalet ud over opvasken. I stedet for at sige det, hvislede jeg ud mellem mine let sammensnørede kæber: ”Hjælper du mig lige med opvasken?” (Jeg var et øjeblik imponeret over min egen evne til at få noget, der helt bestemt var en ordre, til at lyde som et spørgsmål.) XY rejste sig og gik i gang med afrydningen, men da jeg gik ind i rummet ved siden af for at slukke min computer, bemærkede han: ”Sagde du ikke hjælpe med opvasken” og det skulle han aldrig have gjort. I stedet for at klippe noget i stykker, f.eks. et gammel VHS-bånd med en udtjent version af ”Dirty Dancing”, eksploderede jeg og råbte så mange eder og forbandelser på dansk, jeg overhovedet kunne komme i tanke om, inkl. splitte mine bramsejl (som jeg senere til min skræk pludselig vidste jeg havde stjålet fra Kaptajn Haddocks ordforråd, hvilket som bekendt er kendetegnende for, at alderdommen har sat ind). XY kvitterede med at knappe en øl op og forsvinde ud på altanen, hvor han tændte en smøg og gav sig til at tale i mobil. Gennemhærget af civilcourage på vegne af kvindekønnet undlod jeg at forfølge optrinnet, og ryddede selv op, satte selv i opvaskemaskinen og gjorde selv komfuret rent, og som prikken over min egen selvmedlidenhed slog jeg dej op i et anfald af, at XY bestemt ville undskylde, når han næste morgen ville blive vækket med friskbagt brød. På dette sted i beretningen dukkede min datter op i køkkenet og ville spille UNO (det er en lidelse, hun har). Vi spillede 7 omgange, og stemningen steg en anelse, sandsynligvis fordi jeg vandt fire gange, min datter 3 og XY slet ikke. Derefter blev barnet slået ned med fire godnathistorier, og jeg havde slet ikke behøvet at tænde læselampen, for min glorie strålede og skinnede som en fuldmåne. Da Lola sov opstod cirka en times parforholds-fordragelighed, for selv jeg magter at drikke et glas vin med min kæreste og flette mine fingre ind i hans, uden at finde på noget at blive rasende over, når nu opvasken var taget (af mig), vasketøjet var lagt sammen (af mig) og brødet hævede i køleskabet (af mig). Freden varede lige indtil XY proklamerede, at han skulle til fest. Nu skal det lige siges, at det stakkels prøvede mandfolk er hovedløst forgabt i mig, og det, at han skulle til fest, tirrede mig ikke, fordi jeg blev usikker eller forlods jaloux på de urimeligt mange unge kvinder, der garanteret er til sådan en fest (XY er 108 år yngre end mig), men fordi jeg lavede følgende logiske slutning i mit hoved: Jeg har købt ind, lavet mad, ryddet op og puttet barn, og han har ikke lavet andet end at ryge på altanen og rode med sine polynesiske ringetoner, ergo skal han ikke til fest. Hvorfor jeg lige her til aften blev beriget ovenfra med ufattelig modenhed og klogskab, ved kun Gud. Nå, men enden på ingenting blev, at XY tog sine polyelastiske ringetoner og skred til fest og jeg gik i seng. Her lå jeg så og vendte og drejede mig i arrigskab, lige indtil jeg stod op og nu er kommet frem til følgende konklusion: Forventninger har fanden fandeme skabt. Hvad enten de er berettigede eller ej, kan de ikke bruges til en dyt. I forventningen ligger kravet om en udveksling. Jeg smører madpakker til børnene, ergo giver du mig en buket blomster. Eller: Jeg vasker dine sure sokker, ergo gætter du mine tanker og mine følelser og behov. Godaw mand økseskaft. Jeg må nok desværre indse, at jeg hører til en af de stakler, der har held til at gøre mig klog på skrift, men når det kommer til at praktisere mine enestående Einstein-betragtninger i virkeligheden, så er jeg noget nær elendig. Jeg ved heller ikke om i morgen lykkes uden at jeg bliver et stykke med surt. Men jeg vil prøve. Købe ind til mig selv og mit barn, og lave mad, fordi jeg har lyst, spise klokken 19, hvis det passer mig, og varme de kolde rester op, når XY kommer, hvis jeg har lyst, og lade være, hvis jeg ikke har den gave at give ham, i hvert fald uden skjulte forventninger om, at han så skylder mig en massage. I morgen vil jeg blive god til at modtage og give gaver, skabe økologi i forholdet og ikke følelsesmæssigt afpresse dem, jeg forsøger at leve sammen med. Det lykkes efter al sandsynlighed ikke, men jeg vil prøve at parkere forventningerne og se på realiteterne. Jeg er sikker på, at det så igen kunne blive let og problemfrit at have en kæreste. Ligesom dengang jeg var 6. Især hvis jeg også må tyre en bold i skallen på ham.
fredag den 29. august 2008
Totoro bag skraldespanden
26 august, 10115 Berlin
I dag har været meget begivenhedsrig. Klokken 7.13 erklærede Lola at hun ikke længere er til prinsesser. Først hørte jeg - i mit krampagtige forsøg på at sove videre - ikke rigtig efter, men så iførte hun sig et fake kødsår og et par glemte boxershorts der lå under sengen, og som i bedste fald engang har tilhørt hendes morfar, og kravlede op i døråbningen og hængte sig fast i overlæggeren med både arme og ben, før hun igen proklamerede: ”Jeg kan ikke fordrage prinsesser og jeg hader alt der er lyserødt”. Jeg må indrømme, at jeg er godt tilfreds med udviklingen. Jeg er nemlig heller ikke så vild med prinsesser, og har i årevis gået rundt og sagt: ”Robotter er da også nuser, ikk?” og ”Se, den lille søde elitesoldat, han er da kær!” uden at det har affødt andet end et hvast blik fra under diademet. Men nu er bjerget altså kommet til Muhammed. For Lolas veninde, Clara, der kom på formiddagsbesøg, var det lykkens dag, for der faldt humpler fra en tidligere prinsesse-elskers bord. Lola hang stadig oppe i dørkarmen iklædt afdankede boxershorts og kødsår, og fra denne alpha-position gav hun sig til at forære prinsesseting væk med rund hånd. Clara drog hjem med et similibesat prinsessesværd og prinsesseskjold og en kjole. Da kiddo langt om længe blev træt af at hænge med hovedet nedad, og jeg blev færdig med seriøst at overveje om jeg skulle udelade proteinpulveret i vores morgen smoothie, gav vi os til at spille UNO i et nu fuldkommen prinsessfrit miljø. Lola skal først begynde i skolen på mandag, og er hjemme i disse dage. Hun lagde kødsåret på bordet, for det flappede når hun smed kort. Jeg blev lynhurtigt banket 22-1, og uden yderligere varsel rejste vinderen sig og gik udenfor for at lede efter Totoro, det store japanske fluff-monster fra Hayao Miyazakis film ”Min Nabo Totoro”. I filmen spiller Totoro på en lerfløjte, og jeg må give ungen ret: Det lød virkelig som om han sad nede ved skraldespandene og spille på den fløjte. Men hun var væk, tjekkede jeg min mail. I min inbox var der flere sindsoprivende nyheder. For det første lød meldingen fra Gyldendal at "Dinosaurens fjer" var kommet fra tryk, og udgivelsesdagen den 5 september, rykkede pludselig meget tæt på. For det andet blev jeg gjort opmærksom på, at jeg var rykket ind på www.babetoppen. Jeg ligger nummer 135, som faktisk er en lidt dårlige placering end i sidste uge. Jeg blev vildt stolt. Ja, i hvert fald indtil jeg så at Agnetha Fältskrog fra Abba ligger nummer 9 og det med et meget gammelt billede. Sådan noget er jo snyd. Så kan man jo slet ikke tage det alvorligt længere. Ti minutter senere kom Lola tilbage. Det var desværre ikke Totoro der spillede på lerfløjte, men en der hed Ivan.
Abonner på:
Opslag (Atom)
